Suaasat

En grønlandsk specialitet

Suaasat (udtales gerne suaaase) er grønlandsk suppe. Som regel lavet på sælkød, men kan i princippet laves på næsten hvad som helst - rensdyr, hval, får, hellefisk eller torsk.

Det er en ganske simpel ret, der stammer fra de gode, gamle dage, hvor det ofte var svært at skaffe brænde til stegeretter, og man havde brug for en god, nærende suppe til de lange vinterdage.

Mest almindeligt er det at lave suppen på sæl - og det var også tilfældet i dag, hvor Dina havde inviteret en veninde til frokost.

Suppen består grundlæggende af kød, løg, kartofler, salt, peber og grødris. Sidstnævnte ingrediens er en erstatning for byggryn, som ellers blev brugt i gamle dage. Det er også byggryn, der har givet retten navn. Suaasat er det grønlandske ord for gryn. Ris hedder suaasat-qaqortut (hvide gryn), og byg hedder suaasissat. Ordstammen er suaat, der betyder rogn.

Der er ikke så mange regler for suaasat. Det hele koges sammen, så lang tid man nu har tålmodighed til - og så er det ellers bare at gå ombord i retten.

Det er ikke mit indtryk, at man går så meget op i at soignere suppen - så som oftest bliver den hverken skummet eller klaret. Og når man laver det på sælkød, bliver resultatet en uklar, leverfarvet og lidt levret suppe, der angiveligt er en himmerigsmundfuld, hvis man ellers er vokset op på sælkød.

Kald mig bare kræsen, men jeg holder mig helst væk. Jeg bryder mig ikke om sæl, der har en stærk og meget speciel smag og ikke mindst duft. Sælkød er ikke trannet, som man måske skulle tro, men noget helt specielt, som jeg ikke kan beskrive.

Når man har skåret sælens yderste spæklag fra, er kødet i øvrigt ganske magert og muskelfyldt. Sælkød er meget mørkt. Det skyldes blodets store indhold af hæmaglobin, der gør sælen i stand til at binde cirka 20 gange så meget ilt i forhold til menneskeblod. Vældig smart for et dyr, der lever af at søge føde i havet.

Som sagt er jeg ikke vild med smagen på de fine sager, men jeg har stor respekt for den glæde, som grønlændere føler ved den specielle ret. Sælkødet indtages i øvrigt med store mængder sennep - og som man kan se på billedet, valgte Dina simpelthen at sætte Arffmann-spanden på bordet. Fast tilbehør er også noget surt - gerne rødbeder eller agurkesalat.

Jeg skulle i øvrigt hilse fra pigerne og sige, at suaasat smager allerbedst i fri luft - også selv om det er i en rekordvarm dansk sommer...