Furien Johanne
Det kan godt være, at stormen Johanne blev en lidt klam fidus i forhold til, hvad journalistelever og meteorologer måske havde håbet, men lige nøjagtig på Øland slog Johanne altså til som et østrogen-galt fruentimmer.
Det tog ikke så lang tid - cirka fra 9.30 til 10.00, men på den halve time blev Østerby og Hammershøj fuldstændigt raseret og adskillige træer blev revet op med rode.
Børnehavebørnene fik en oplevelse af de helt store, da meterlange, kævlestore grene blev revet af et træ ved Medborgerhuset. Ægte anskuelsesundervisning i naturens forunderlige kræfter, som børnehavelederen noterede, da hun efterlyste hjælp fra motorsavskyndige øboer.
Selv slap jeg forholdsvis nådigt -- bortset fra to væltede tomatplanter. Heldigvis var det støttepinden og ikke selv stænglen, der knækkede, så det skal vi nok redde.
Nu er jeg jo ikke den, der klager over vejret, men den præmature efterårsstorm kom godtnok lidt ubelejligt, da jeg er i gang med forberedelserne til en større havefest i weekenden. Så er det en trøst, at vi fik 10 mm vand i nat - og al blæsten har rodet godt og grundigt op i Limfjordens algeskove.
Så som altid: Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar