Nordjyllands p.t. største turistattraktion
Trafikken gik i en lind strøm til den østlige del af havnen, hvor flydedokken ligger som en vingeskudt kæmpe med en vis legemsdel i vandskorpen.
Debatten gik blandt de nysgerrige - os selv inklusive - hvor der blev fremsat mange mulige teorier og forklaringer på det sælsomme syn. Og da der ikke kunne vrides mere ud af den historie, tog vi såmænd også verdenssituationen i al almindelighed med.Det var ganske hyggeligt, for vejret var både lunt og vindstille søndag formiddag.
Jeg kan huske, da den overdækkede flydedok blev bygget i slutningen af firserne. Det var vistnok verdens første overdækkede flydedok. Byggeriet var dårligt nok afsluttet, før flydedokken på grund af den enorme størrelse - 82 meter lang, 16,5 meter bred og 34 meter i højden - fik kælenavnet Nordsø-katedralen. Med overdækningen løste værftet tidligere tiders miljøproblemer især i forbindelse med sandblæsning, som ellers var en plage for det omliggende samfund.
Senere er overdækkede flydedokke blevet ganske almindelige rundt om i verden. Det har sikkert også bidraget til, at historien om den kæntrede kæmpe er blevet dækket af medier fra det meste af verden.
Frokosten blev indtaget på Hyttefadet ved siden af af Norges-færgen fra Color Line. Færgen gav godt med læ, så vi kunne sidde ude med stjerneskuddet, selv om søndagens regn så småt begyndte at vise tænder.
Hyttefadet har gennem tiderne været navnet på flere fine og berømte fiskerestauranter i høj klasse rundt i landet, men i Hirtshals dækker navnet nu over en mere ordinær vietnamesisk inspireret grillbar med stærk appel til den fordringsfulde norske gourmet, der næppe har set mage i sit hjemland.
Stjerneskuddet bød da også på både catering-panerede fiskefiletter og burgerdressing, men midt i al den kulinariske elendighed vil vi gerne fremhæve de mange rejer, som pyntede i rigeligt tal på den i øvrigt besynderlige danske fiskeret. Rejerne var af fineste østgrønlandske kvalitet - store og faste i kødet. Det var bare i orden, og vi blev enig om, at der åbenbart alligevel er grænser for, hvad man kan byde stjerneskuds-entusiaster i en fiskerihavn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar