Selvfedme i lårtykke stråler

Tidens tendens

Selvfedme er blandt årets nye ord i Den Danske Ordbog. På tide vil mange sikkert mene.

For der er ingen tvivl om, at selvfedme er et udbredt fænomen blandt danske politikere, der gerne rejser verden rundt på skatteydernes regning og belærer andre lande om, hvordan de skal opføre sig.

Det er patetisk at se på, når de danske statsmænd fortæller stormagter som Rusland og Kina, hvordan de skal indrette sig. Belæringen går som oftest ud på, at stormagterne bare skal gøre, som vi gør i Danmark. Det minder om musen i elefantflokken, der siger: - Ih, hvor vi gungrer.

Vores politikere abonnerer på synspunkter om miljø og demokrati – og slår gerne et slag for el-biler, vindmøller, solceller og andet moderne isenkram, selv om det er de færreste dansker, der vil have den slags stående i baghaven.

Det klinger især hult, når kineserne og russerne skal belæres om demokrati. For i den henseende er der ikke den store forskel på Danmark og Kina. Det handler grundlæggende om, at man blandt magthaverne har en udbredt mistillid til, at folk selv kan forvalte deres liv og ejendom.

Et helt igennem tænkt eksempel: Hvis en mand her på Øland vil bygge et hotel på sin egen grund i strandkanten, skal han spørge om lov i Aabybro, der så skal have lov af dem i København, der så for en sikkerheds skyld spørger dem i Bruxelles – og fem år efter får manden så et nej.

Der er simpelthen ikke symmetri i den proces. For der er jo ikke nogen, der spørger om lov på Øland, når de vil bygge et hotel i København eller Bruxelles. Og folk i København vil sikkert gerne have sig frabedt, at vi har en mening om deres hotelbyggerier.På den måde er der ikke den store forskel på Danmark og Kina. I Kina er det Beijing, der bestemmer – og i Danmark er det Bruxelles, der bestemmer. Forstå det, hvem der kan.

Det handler om lokal forankring, og det handler om selvforvaltning. Hvis en befolkning i det lille samfund kan blive enig om et projekt, skal centrale myndigheder langt væk fra arnestedet simpelthen blande sig udenom. Vi skal nok selv lave de naturnationalparker, der passer til vores lokalsamfund. Det kan vi gøre bedre og ikke mindst billigere.

Problemet er, at politikerne betragter et lille samfund som vores med under 500 indbyggere som bakterier i en petri-skål. Hvis væksten, selvstændighedstrangen og iderigdommen bliver for voldsom efter politikernes smag, slår de bakterierne ihjel med et skud penicillin. Lev med det, som det smagfuldt bliver udtrykt af statsministeren.

Nu har der lige været kommunalvalg. Demokratiets festdag, som det ureflekteret blev kaldt i flere medier, selv om det ikke klæder pressen at tage stilling. Men er det demokrati, når vi nægtes retten til selv at bestemme – selv på det lille jordlod, som vores hus ligger på?

Valgkampen bød på selvfedme i lårtykke stråler. Der var ingen grænser for alle de initiativer, som politikerne ville sætte i gang. Men i samme sekund som dørene lukkede sig bag konstituringsforhandlingerne, var løfterne glemt. Nu var det taburetterne og de fede ben, det gjaldt – og så betyder valgløfter mindre.

Det kunne være interessant, hvis politikerne stod fast på deres positioner – og rent faktisk snakkede politik frem for taburetter. Det ville lamme systemet, og det ville give borgerne fred i de kommende fire år. Egentlig en ganske tillokkende situation.

Det var derfor med største ulyst, at jeg afgav min stemme – vel vidende at jeg dermed er med til at legitimere magtbrynde, løgn, latin, løftebryderi og hæmningsløs ragen til sig. Jeg stemte, selv om det er et valg mellem pest og kolera, fordi jeg trods alt mener, at det er marginalt bedre med politikere, der er selverhvervende og ikke offentligt ansatte. Kendsgerningen er jo, at langt de fleste politikere kommer fra den offentlige sektor – og dermed er åbenlyst inhabile i alle spørgsmål om udskrivning af skatter og drift af offentlige institutioner.

Jeg drømmer om en ny kommunalreform – eller rettere en omvendt kommunalreform, hvor magten gives tilbage den enkelte og til lokalsamfundene, hvor små de end måtte være. For med magten tæt på folket, følger også ansvarligheden. Det er svært at tage ansvar, når man ikke har indflydelse.

Kald det bare selvfedme – men jeg tror på, at vi kan styre os selv.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 19. november 2021