Ko-Muuh-nisme
Fruen var med i bilen, da jeg forleden i embeds medfør besøgte gårdbutikken Mad & Slagter lige uden for Halvrimmen.Mad & Slagter drives af familien Brander, der har en stor besætning af simmental-kvæg, der med tiden bliver til de lækreste, krogmodnede bøffer og oksepølser med det helt rigtige knæk, så det blev også til et besøg i stalden, hvor kvæget holder vinter.Det var lige noget for Dina, der har en dyb fascination af køer, som er meget store dyr efter en grønlandsk målestok. Men simmental-kvæg er altså også fredelige og godmodige, selv om de kan blive kæmpestore. En voksen ko vejer i nærheden af 1.000 kilo - og en tyr omkring 1.400 kilo.Det var - erkender jeg på trods af min rurale opvækst - mit første møde med den schweiziske kvægrace - og jeg må indrømme, at det nok er de mest fredelige køer, jeg nogen sinde har mødt. Selv den store tyr lod sig godmodigt klø på panden i de krøllede lokker, som har en vis lighed med bloggerens manke.Ofte når man kommer ind i en kostald, er der lidt tummel og uro. Men ikke her i denne stald. Jeg har simpelthen aldrig mødt så rolige køer, der kiggede lidt nysgerrigt, men ellers ikke lod sig mærke med, at der var fremmede i stalden - og velvilligt stillede op til foto. Jeg er imponeret.Men nu er det jo ikke for sjov, at man har kvæg. Simmental vokser hurtigt - og efter godt et års tid kommer de op at hænge i krogen i kølerummet en god måneds tid, inden kødet er klar til at spise. Processen tørrer kødet lidt ud, så smagen koncentreres til en sand umami-bombe.Familien Brander deltog for et par år siden i DR's maddysten, hvor de røg ud i femte afsnit, hvor deltagerne skulle lave vegetar-mad.- En slagter, der går ned på veganermad, kan næppe få større anerkendelse, smiler slagterfar, Torben Brander. Og jeg kan ikke være mere enig. Slagter, bliv ved din læst!Det var lidt af et tilfælde, at arbejdet førte mig forbi Mad & Slagter. Men vi er solgt. Det er godt at vide, at der er en rigtig slagter kun syv kilometer fra parcellen. Den butik skal frekventeres noget oftere, når vi skal have spegepølser og bøffer - helt sikkert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar