lørdag den 29. maj 2021

Slowfood

Genåbning


Så er Øland Sildelaug på banen igen efter en lang og ufrivillig corona-pause.

Oldermanden havde kigget i cpr-registret for lige at tjekke, at der ikke siden sidst var sluppet et par lige numre ind i den udsøgte kreds. Og da han nu alligevel lavede numre, kunne han også konstatere, at gennemsnitsalderen i lauget er til den gode side. Så god, at et ædrueligt skøn sandsynliggjorde, at de fleste af laugsbrødrene enten er færdigvaccineret eller i det mindste i gang med vaccinationsprogrammet.

Så det gik nok an at mødes - og hvilket møde! Alle mand - stort set - var af hus, og den udsøgte kreds fyldte godt i det lille skolekøkken, der er bygget til helt anderledes småstørrelser.

Der var nok at lave for alle - for aftenens menu stod på rigtig slowfood - sommerskildpadde, der er en lys variant af den klassiske herreret, forloren skildpadde. Og desserten var Pære Belle Helene lavet fra bunden på råsyltede pærer.

Så der blev kokkereret og regeret ved stort set alle kogepladerne, mens gensynssnakken gik livligt og højlydt, så giftblanderen næsten ikke kunne få ørenlyd, da han trakterede forsamlingen med bjesk på egeknopper fra sidste år. Det smagte godt og tyder på en stor mådehold hos giftblanderen. Den slags gode sager bliver næppe et år gammel i de fleste hjem.

Køkkenarbejdet blev også garneret af øl - godt øl og gammelt øl. Peter takkede for udnævnelsen til årets sild midt under coronaen med Grimberger - og i øvrigt var laugets beholdning af almindelig øl datoudløbet, så der var fri udskænkning. Den slags hjælper også på det gode humør.

Da skildpadden ved fælles hjælp var hoppet op i sovsegryden, var det tid til spisning - og der blev gået til de kraftfulde sager garneret med lidt kartofler. Ikke overvældende mange og mest for syns skyld. Det hele blev skyllet ned med rose - for det er sommer, og så hører der rose til i vore dage. Og gerne i forsvarlige mængder.

Som prikken over hovedretten brillerede giftblanderen med endnu et urteudtræk. Denne gang på brombær med smag af sol og sommer over Øland.

På det tidspunkt var alle godt mætte - men dessert skal man ha', så der blev lige klemt en lille pære ned garneret med chokoladesauce og is fra Ryaa. Og så stod den ellers på oprydning i stor stil.

Dog ikke uden udfordringer. Afløbet drillede, så køkkenvasken måtte lige have en gang pumpemik med svupperen.

Aftensangen - Ølandssangen - var strøget på grund af coronarestriktionerne, men sangen lød alligevel af godt humør mellem træerne, da laugsbrødrene slingerslentrede hjem i den lyse sommernat.

Efter dette brag af en genåbning venter nu en lang sommerferie, inden der skal tages revanche i slutningen af august. Den traditionelle damesammenkomst er udskudt ind til videre på grund af coronaen. Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Ingen kommentarer: