torsdag den 13. april 2023

Drama i mølledammen

Sortsvaner på flugt

Forleden kørte jeg tilfældigvis forbi Haverslev Mølledam, hvor jeg fik øje på et sortsvanepar, der snadrede i grøden i den vestlige ende.

Men inden jeg fik standset og fundet kameraet frem, var der røre i mølledammen. Der bor nemlig også et knopsvanepar, hvor hunnen i øjeblikket ligger på rede. Knopsvanefar var synlig utilfreds med de sorte gæster, så de blev jaget på porten. Straks og øjeblikkeligt.

Så jeg måtte nøjes med et foto af de forsmåede sortsvaner, som fortrak til mere sikre farvande.

Men pyt. så kunne jeg lige konstatere, at alt var efter årstiden i mølledammen. Masser af blishøns, krikænder og så selvfølgelig den gamle kending fra dammen - den gråstrubede lappedykker, som der er mange af på det sted. Det blev også et foto af et troldandepar, som netop nu samler kræfter inden trækket nordpå.

Sortsvanerne er gamle kendinge på egnen. Jeg så dem første gang for et par år siden ved Aabybro - og de holder jævnligt til i Gjøl Bredning.

Sortsvanen stammer fra Australien og er sikkert undslupne eksemplarer fra en dyrepark eller en voldgrav. Til gengæld har aussierne importeret europæiske knopsvaner til deres parker. Flot ser knopsvanen også ud, men den giver angiveligt problemer for især australske børn med dens hidsige temperament, har jeg hørt.Så måske er det bedst, at hvert bord passer sit - og vi lader dyrene blive, hvor de hører hjemme. 

Ingen kommentarer: