Unødig trætte
Foto: White House |
Jeg mener helt generelt, at hvert bord skal passe sit. Det ændrer næppe en tøddel på de faktiske forhold, når stort set alle danske brugere af Facebook bedyrer, at de ikke kan lide ham. Så lad dog være. Det er bare unødig trætte.
Situationen med pøbeloptøjer i Washington forleden kommer heller ikke bag på mig. Det måtte jo ske en dag, for der er mindst lige så meget pøbel i USA som andre steder. Men det glæder mig da, at venstrefløjen nu også har fået øjnene op for problemet.
Jeg ser frem til håndfast reaktion med gummikugler, vandkanoner og tonsvis af tåregas, næste gang miljøtosser lænker sig til fyrretræer, bz’ere stormer butikker i det indre København, Greenpeace overtræder grænserne for anstændig opførsel og fagforeninger etablerer fysiske blokader.
Men det er ligegodt sært, at de gamle kommunister på venstrefløjen er bekymret over lidt uro hos hovedfjenden, det kapitalistiske USA. For uro, ballade og sammenbrud er jo det, der altid har været målet med deres evindelige ævl, kævl og undergravende virksomhed.
Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om USA. Forstår ikke, at den såkaldte smeltedigel er interessant. Når man blander kulturer, vil det uvægerligt ende i ballade og normløshed. Og i den henseende er USA jo bare et socialt eksperiment – akkurat som Christiania. Så måske skal man – i lighed med Christiania – overveje at lukke skidtet.
Så fri os for flere skriverier om Trump. Men det er nu ikke særlig smart at lukke hans Twitter-konto. For det bekræfter bare hans proselytters tro på, at ytringsfrihed kun er for de andre.
Og nu vi er i gang. Jeg gider heller ikke læse om TV-værter, der bliver fyret. Jeg har aldrig ment, at det er særlig interessant, når journalister skriver om journalister, og medier skriver om medier.
Det er jo heller ikke nogen stor nyhed, at folk bliver fyret efter en advokatundersøgelse. Det ligger ligesom implicit i advokatundersøgelser. Virksomheden, der bestiller undersøgelsen, forventer resultater. Og advokaterne bider sjældent den hånd, som fodrer dem – så selvfølgelig leverer de skyts til skueprocesserne. Det har vi set i Støjbergsagen – og det har vi set i TV2-sagen.
I det hele taget findes der næppe en advokat, som ikke kan levere argumenter til kundens fordel. For advokat-virksomhed er jo forretning som alt andet – og så skal man naturligvis levere varen.
At man bruger advokater til at løse samarbejdsproblemer i en virksomhed i stedet for civiliseret samtale er sikkert noget, vi har lært i USA.Det er velkendt i det amerikanske sociale eksperiment. Det påstås på slyngelstuerne, at 90 procent af verdens advokater har deres udkomme netop i USA, hvor der ikke skal meget til at få en erstatningssag på halsen – for eksempel hvis man serverer friskbrygget kaffe og glemmer at fortælle, at friskbrygget kaffe er varm. Derfor bliver varer produceret i USA også unødigt dyre, fordi det er nødvendigt med tårnhøje produktansvarsforsikringer.
Men det kommer os alligevel til gavn i disse dage. For et amerikansk firma vil næppe sende en vaccine mod corona på markedet, hvis der er andet end forventelige bivirkninger ved stoffet.
Så jeg tager min vaccine, når tiden kommer. Ikke fordi eksperterne anbefaler det. Jeg tror helt generelt ikke på myndigheder og eksperter. Men jeg tror, den er sikker nok, når de amerikanske forsikringsselskaber siger god for vaccinen.
Jeg tager i øvrigt ikke mit stik for Nordjyllands skyld, som nærværende dagblad anbefaler det. Jeg tager stikket for min egen skyld.
Det har jeg gjort jævnligt gennem hele livet. Calmette, stivkrampe. leverbetændelse, malaria og så videre. Herregud, det er jo hverken thalidomid eller ddt, vi taler om. Og i øvrigt er jeg af naturlig vej vaccineret mod mange andre dårligdomme, fordi jeg er vokset op med frisk komælk og altid har spist 7 kg skidt om året.
Min største bekymring er sådan set, at de opvoksende generationer går glip af denne naturlige vaccination på grund af overdreven hygiejne. Et problem, der ikke bliver mindre i denne håndsprittid. Hvor der ikke er nogen, der tør røre fødevarer med de bare næver. Det mindsker modstandskraften og ender uvægerligt med nogle skrog, der råber på mor, hver gang livet går imod planerne.
Men det er godt for industrien, der gladeligt leverer cykelhjelme, gummihandsker, grønne sikkerhedsveste, håndsprit og vacciner. For uanset hvad, så kommer vi ikke uden om, at sikkerhed og medicin er industri og en god forretning – ligesom advokatvirksomhed. Derfor lykkedes det også på kort tid at skabe en vaccine mod coronaen. Hvis det havde været den offentlige sektor, der stod for udviklingen, var man stadig i gang med problemformuleringen. Så det lever jeg fint med.
Nu skal vi så bare tilbage til normale tider. Og det sker næppe lige med det samme. I så fald vil det være første gang i historien, at politikere frivilligt har sluppet magten. Men det er en helt anden historie.
På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 15. januar 2021.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar