Nytår med Chuck Yeager

Gennem lydmuren ind i det nye år

Nytårsaften gik efter omstændighederne ganske roligt, selv om jeg kort før midnat gennembrød lydmuren. Det får du en forklaring på længere nede.

Traditionen tro fejrede Hjemmestyret og jeg nytårsaften i fredelig tosomhed med skaldyr og fisk som det overordnede tema for de kulinariske udskejelser, som altså er ganske overskuelige med havets lyksaligheder på menukortet.

Vi lagde ud med østers. Det har vi ikke fået siden brylluppet i 2009, så det var egentlig på tide. Bare en lille hapser til at begynde med efter Dronningens nytårstale. Da jeg åbnede de temmelig uhandy skaldyr, var jeg meget forsigtig med at passe på saften. Det er sådan set ikke andet end saltvand, men det smager himmelsk - og jeg bilder mig ind, at det sikkert også er smaddersundt og giver superkræfter. Selve dyret fik lige nogle dråber citron - økologisk naturligvis, så det er også smaddersundt. Nemt og enkelt og en himmerigsmundfuld.

Herefter kom turen til kammuslingerne. Bare to til hver vendt hurtigt i lidt brunet smør på panden - og så serveret med hummersauce og lidt hjemmebagt hvidløgsflute. En hurtig løsning faktisk. For saucen blev lavet med en pose hummersuppe fra Royal Greenland, som blev kogt ned til det halve, justeret med lidt fløde og så smagt til med pernod. Det giver et fint pift af anis - og løfter saucen op i himmelen. Det er nemt at lave og så lækkert, at jeg helt glemte at tage et foto af det...

Så stod den på håndpillede østgrønlandske rejer. Et fast indslag her i huset. Det er kvalitetsmad. De østgrønlandske rejer er kæmpestore, men smager bare ti gange bedre end andre rejer. De er ikke helt billige, men her i huset er vi nu enig om, at der ikke skal spares på rejerne. Rejerne havde følgeskab af lidt salat uden dressing - og så en hjemmerørt mayonnaise. Man rører mayonnaise med olie, men havde jeg brugt smør i stedet, var det endt med hollandaisesauce. Smagen på den hjemmerørte mayonnaiser med godt med citron i kommer i hvert fald tæt på.

Vi fortsatte i skaldyrsporet med grillet hummer. En lille en fra nordamerika. Flækket og smurt med hvidløgs- og kryddersmør og så fem minutter på grill i ovnen ved højeste temperatur. Nu var vi ved at være kommet så langt, at det var fuldstændigt unødvendigt med garniture.

Klokken var ved at være ti, så det var tid til en lille pause, hvor jeg tændte pejsen i haven. Og så tilbage til kødgryderne for at tilberede aftenens clou - hvidvinsdampet havtaske på en bund af spidskål og gulerødder. Dampes i fire minutter. 

Kogefonden og en sjat fløde blev til en kraftig fiskesauce på en opbagning af smør og maizena. Det bliver ikke til meget, men det er et kraftfuldt og helmættende indslag. Havtaske er i øvrigt den bedste fisk, jeg kender. Kødet er så fast og saftigt, at jeg nærmest vil sammenligne det med kyllingekød. Det er også dyrt, så det er ikke hverdagskost, men falder man lige over en rest havtaske hos fiskehandleren, skal man slå til. Du vil ikke fortryde det.

Nu skulle vi også have lidt kød - grisekød. Så det blev lige til et stykke melon med skinke - og her gik det lille selskab så lidt i opløsning. Jeg fik ikke billeder af desserten, så her må læserne nøjes med et foto af Hjemmestyret. Og det er da en smuk dessert...

Desserten var ellers appelsin-trifli. Også en fast nytårstradition. Små appelsinstykker og lidt makron vædet i tør sherry og overhældt med en hjemmerørt vanillecreme.  naturligvis - og stabiliseret med lidt husblas - og så pyntet med flødeskum. Tre blade husblas til tre dl mælk er nok lige i underkanten, noterer jeg for en anden gangs skyld.

Drikkevarerne skal også have et ord med på vejen. Det er ret enkelt. Tør hvidvin og tør mousserende vin er det bedste valg - og lige efter min smag. En gammel Chablis fra vinkælderen til herren og Alsace-riesling til fruen. Sådan plejer vi at dele livets goder. Dronningen og østersen blev skyllet ned med en knastør crémant fra Bourgogne og nytårsklokkerne fik følgeskab af en lidt lettere crémant fra Alsace.

Og da jeg efter desserten fortrak til haven, blev det tid til en sjus - eller cocktail mere præcist. En såkaldt Chuck Yeager. Opkaldt efter manden, der gennembrød lydmuren for første gang - og det er altså forklaringen på, at jeg kom ind i det nye år med lydens hastighed. Yeager døde 7. december 2020 - og det var sådan lidt af en mindestund, jeg holdt der i haven i det fine nytårsvejr.

En Chuck Yeager laves med lidt is, en del Jägermeister og tre dele ananasjuice - og er nok mere interessant end egentlig velsmagende. Det var en opskrift, jeg havde fundet på nettet - og en god anledning til at åbne en liter Jägermeister, som nok har stået i barskabet i en halv snes år.

Jeg ved ikke, hvor interessant alle disse madskriverier er for andre - men jeg bruger ind i mellem bloggen som huskeliste, så jeg har styr på detaljerne. Så det må man bære over med, men jeg håber da, at det også kan inspirere andre til at spise lidt mere fisk - gerne fra Grønland - i det nye år. Og hermed velkommen til 2021.