Gratinerede østers
Der var lige en håndfuld østers til overs fra nytårsaften. De skulle jo helst ikke gå til spilde, så mandag eftermiddag forvandlede jeg dem til det mest fantastiske og vellykkede lille mellemmåltid, jeg længe har fået.
Jeg lavede en dressing af creme fraiche, et par fed hvidløg, et bundt hakket dild, lidt citronsaft og lidt peber. Placerede en spiseskefuld på hver enkelt østers, hvor vi forinden havde forlystet os med den salte saft. Oven på dressingen lagde jeg så en skive godt modnet Danbo og dryssede lidt rasp. Det gik i ovnen under grillen for fuld knald - og da overfladen var gylden og sprød, var de færdige.
Det var lidt af et eksperiment, men meget vellykket, når jeg nu selv skal sige det. Og vi var i hvert fald enig om, at vi skal til at spise flere østers her i huset.
Overskriften er Dinas. Hun mente, at østers på en hverdag var meget Spies-agtig. Så store illusioner nærer jeg nu ikke. Jeg er ret overbevist om, at salig Simon Spies sarte smagsløg kun tålte daggamle østers - og med stor sandsynlighed blev toppet med beluga-kaviar. Så godt spiller klaveret dog ikke her på parcellen...
1 kommentar:
Tak for tippet. Det skal prøves.
Der mange gode sideeffekter af nedlukningerne.
En af dem er, at skaldyr er blevet særdeles billige.Få går -som I og os- i lag med skaldyr i eget køkken, så når spisestederne er lukket, er salget styrtdykket.
Vi mæsker os i hummer direkte fra kutter i denne tid.
Pighvar er også tæt på niveau med rødspætter.
Send en kommentar