På arkitekturens vinger

Vilhelm Lauritzen-terminalen

En enkel svingdør var rigeligt til at klare passager-tallet
i Kastrup i slutningen af trediverne. 

Funktionalismen blomstrede i 1930'ernes Danmark. Aalborg fik blandt andet det berømte Vesterbro-gennembrud - og i København stod arkitekten Vilhelm Lauritzen bag to af tidens smukkeste bygninger, Radiohuset på Rosenørns Alle og Københavns Lufthavns første murede terminal, i dag kendt som Vilhelm Lauritzen-terminalen.

Så enkelt - akkurat som en banegård - var lufthavne
for bare 70 år siden. Man går ind i den ene side -
og uden at møde toldfri butikker og sikkerhedskontrol
 ud til flyene på den anden side...

Da jeg sidste lørdag deltog i SAS' farvelflyvning med MD-80, havde jeg for første gang lejlighed til at besøge denne fantastiske bygning, der har en central placering i såvel dansk luftfarts som dansk arkitekturs historie.

Det er renlivet funkis, så man næsten bliver helt åndeløs. Rene linier og hvide farver, masser af hvidt, gedigne materialer hele vejen igennem - og en masse detaljer, der viser, at funtionalismen er meget mere end kedelig funktion.

Tag for eksempel de afrundede former, der bløder det stramme udtryk op. Eller terminalens flot svungne bølgetag, der i virkeligheden blev til, fordi Vilhelm Lauritzen ikke ønskede, at den store ventesal skulle skæmmes af brutale tværdragere til at bære taget.

Overalt er der gode oversigtsforhold for
den nysgerrige gæst i lufthavnen.

Lauritzen udviklede tagkonstruktionen i samarbejde med ingeniøren, professor, dr. techn. Christian Nøkkentved allerede i konkurrencefasen. Den form for samarbejde ses kun sjældent i dag, hvor arkitekterne er følsomme kunstnertyper, der bare tegner, og så må ingeniørerne bagefter løse problemerne - ofte med voldsomme budgetoverskridelser til følge. Bølgeloftet er kun 14 cm tykt og består af sinuskurver med 50 cms dybde - og har en stivhed, der svarer til en normal drager-konstruktion. Loftet er indvendigt beklædt med fliser af perforeret fibertræ, der er limet på betonkonstruktionen.

I 30'erne var luftfarten endnu i sin vorden og genstand for betydelig opmærksomhed. Det kendetegner da også terminalen, at der er god plads til nysgerrige. Blandt andet med de flotte balkoner i salen - og uden for på taget er der terrasser, hvor de pårørende kan vinke farvel til flyene.

Det får mig forresten til at tænke på min barndom, hvor CPH's nuværende Terminal 2, der i øvrigt også er tegnet af Lauritzen, var offentlig tilgængelig. På taget af finger B kunne man gå ud og beundre flyene - også selv om man ikke skulle ud at flyve. Det har jeg prøvet adskillige gange, når jeg var på ferie på Sjælland. Jo, der var noget ved at være flyspotter dengang. Al den romantik er desværre ødelagt ufredsmænd, rakkerpak og og terrorrister. (Disse banditters kujonagtige optræden kostede også den berømte og navnkundige Grønne Bar i Kangerlussuaq livet, hvilket jeg aldrig tilgiver).

Andre flotte detaljer i Vilhelm Lauritzen-terminalen er de flotte trapper. I den ene ende en smukt svunget spindeltrappe, i den anden ende en langtrappe - begge med et svævende trægelænder.

Spindeltrappen er en af terminalens kendte detaljer.

Vilhelm Lauritzen-terminalen blev indviet i 1939 - og siden er det gået stærkt i Københavns Lufthavn. Så stærkt at den i mellemtiden fredede terminal i 1999 lå i vejen for en udvidelse af lufthavnen. Derfor blev 4.000 kvadratmeter store og 2600 ton tunge bygning ved en spektakulær flytteoperation kørt på blokvogn 3,8 km tværs over lufthavnen til den nuværende placering i Maglebylille.

Som et kuriosum kan jeg lige nævne, at terminalen oprindeligt kun havde 10 parkeringspladser - og at der var afsat et betydeligt større areal til cykelparkering. Til sammenligning har Aalborg Lufthavn i dag 3750 parkeringspladser.

Terminalen bruges i dag blandt andet til kontorformål - og til VIP-modtagelser. Blandt andet er adskillige præsidenter og lignende - og altså forrige lørdag deres ydmyge blogger - blevet modtaget her.

Bølgeloftet har nærmest ikonisk status i dansk arkitektur.