tirsdag den 15. juli 2008

Torden i nord

De sorte skyer kom trækkende ude fra Atlanterhavet. I løbet af ganske kort tid blev det mørkt som en vinterdag. Og pludselig glimtede et lyn, som nogle sekunder senere blev fulgt at et ordentligt tordenbrag, som længe rungede mellem fjeldene.
I dag oplevede vi noget så sjældent på vore breddegrader som tordenvejr. Ja, det er faktisk første gang, vi oplever det her i Straumsbukta. Formiddagen havde været lun - jeg sad i jollen midt på fjorden blot i skjorteærmer, hvilket man kun sjældent kan, så det var helt sikkert et varsel om, at voldsomt uvejr var på vej.
Dina og jeg indrettede os med tordenkaffe i garageporten og nød det betagende natursceneri. Garagen har bliktag - og det er ligesom med til at understrege stemningen.
Selve tordenen kulminerede i løbet af få minutter med et gigantisk lyn som sekundet senere blev fulgt af et enormt tordenbrag - og væk var elektriciteten. Hele tordenvejret fra de første dråber til solen skinnede igen tog cirka tre kvarter, men der gik endnu en halv times tid, inden vi fik strømmen tilbage.
Regnen strømmede ned i en grad, vi sjældent har set. Se blot på billedet af genboens hus.
Pladsen foran garagen er klippegrund, og den havde tydeligvis svært ved at kapere alt vandet. I alt fik vi ni millimeter på de tre kvarter - og som sagt kom solen igen.
Desværre kun for en kort bemærkning. Ved sekstiden begyndte det at regne skomagerdrenge igen, men denne gang uden torden. Vi mistede godtnok atter strømmen i en halv times tid, og i løbet af de seneste godt to timer har vi fået yderligere 17 millimeter regn. Nu stilner det af, og alting dufter frisk og rent uden for - akkurat som efter en gang sommerregn i Danmark. Og det er jo ikke så ringe endda.

Ha' det
Jesper

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Jesper
I formiddags har det vaeret rigtig dansk sommervejr i Aalborg (regnvejr) så jeg fik lidt tid til at laese i din blog, dog ikke det hele. Spaendende at foelge din og Dina´s hverdag.
Tak for sidst i Aalborg Kloster den 13. maj, det var rigtig hyggeligt at se dig, og vi håber du finder vejen til Gildeborgen, når de konservative gutter i 8. Gilde moedes i fremtiden.
Sommerhilsen fra /Per Gissel