søndag den 23. oktober 2016

Slentre gennem regnen...

Bytur med kameraet

Lørdag deltog jeg i fotoforretningen Clicks såkaldte fotowalk i Aalborgs midtby.


En fotowalk er - som navnet vil sige de engelskkyndige - en gåtur med et kamera. I dette tilfælde deltog en god snes af forretningens kunder og en masse kameraer samt låne- og demogrej fra butikken. Fotograferne blev guidet rundt af forfatteren Thorkild Jensen, der ved en masse om Aalborgs historie, og som selv er en ivrig fotograf.

Det var for nu at sige det pænt et rigtigt møgvejr med regn og en isnende østenvind, men alligevel blev det en dejlig tur med mange fotos i kassen - og en masse fotosnak.


Jeg kender sådan set midtbyen ret godt - har boet der i adskillige år før jeg flyttede til Grønland, men alligevel var det spændende at se på den gamle by med fotografens øjne.

Også selv om den fotografiske selvfølelse led et gevaldigt knæk, da jeg hørte en mor fortælle sin pode, at de der mennesker med kameraerne var nogen, der kom fra en anden by for at se på Aalborg...




Ingen kommentarer: