Fra min farmors hus

En erindring i forbindelse med Otto Steenholdts død

Otto Steenholdt (1936-2016).

I går eftermiddags holdt jeg foredrag i Brønderslev om det grønlandske landbrug, der som bekendt optager mig en del.

Da jeg satte mig i bilen for at køre hjem, havde mobilen ringet adskillige gange. Det var KNR, Grønlands Radio, der havde brug for et foto af den grønlandske politiker Otto Steenholdt i forbindelse med, at det netop var blevet meddelt, at politikeren var død.

Otto Steenholdt, der sad i Folketinget i 22 år, blev den grønlandske politiker, der har siddet længst i Folketinget. Han blev valgt ind ved valget i 1977 sammen med blandt andre Uffe Ellemann Jensen, som han delte folketingsgruppe med. Jeg ved også, at de to faktisk havde lidt af en konkurrence om, hvem der ville blive den længst siddende. Som bekendt vandt Uffe Ellemann, da Otto Steenholdt ikke opnåede genvalg i 1998 efter nogle interne stridigheder i partiet Atassut, som Steenholdt var med til at stifte i begyndelsen af halvfjerserne.

Jeg kendte Steenholdt ganske udmærket, og har da også interviewet ham flere gange. Jeg vil  ikke skrive en nekrolog her, men blot fortælle en lille historie, som nok ikke kommer med i de officielle omtaler.

Otto Steenholdt var uddannet lærer fra Vordingborg Statsseminarium i perioden 62-66. Min farmor drev et lille pensionat i den sydsjællandske by - og blandt gæsterne var blandt andre Otto Steenholdt, der hver dag spiste hos min farmor. Det var små, men hyggelige forhold, hvor der var dækket op i både stue og soveværelse for at få plads til de mange sultne seminarister, som de lærerstuderende dengang blev kaldt.

Min farmors hus på Heibergsvej i Vordingborg.

Jeg har desværre ikke nogen erindring om at have mødt Steenholdt dengang, selv om jeg i lange perioder ferierede hos min farmor. Men i de seneste år har vi snakket om det, hver gang jeg mødte Otto Steenholdt, der altid omtalte min farmor som "Fru Hansen", som det fine menneske, han var.

Min farmor var en ørn til at lave mad, god nærende dansk mad, og der er ingen tvivl om, at hun derfor har været en populær dame i studiemiljøet i Vordingborg. Og mon ikke det er min farmors glæde ved mad, som jeg har arvet? I hvert fald stammer en del af håndværket derfra. Blandt andet var det farmor, der lærte mig at rense og stege ål. Hun - og dermed også undertegnede - stegte ålene med skind for at holde på det lækre fedt og gøre ålene ekstra sprøde. Oven i kom farmor så også stegefedtet i de tilhørende stuvede kartofler.

Jeg forstår i hvert fald udmærket, at Otto Steenholdt altid mindedes middagene hos min farmor med stor glæde.