Tidens tand
Grønland kommer tættere på Danmark og Europa, hvis ellers det grønlandske landsting, Inatsisartut, her i efteråret vedtager et forslag om at flytte den grønlandske tidszone en time, så der fremover er tre timers tidsforskel i stedet for de nuværende fire timer mellem Grønland og Danmark.Det er ikke en sag, der har vakt den store opsigt i danske medier – og den offentlige debat om spørgsmålet har da heller ikke fyldt de grønlandske medier. For de fleste almindelige mennesker i Grønland er tidsforskellen mellem Danmark og Grønland slet ikke afgørende. Grønland ligger jo omkring polarcirklen – og det vil i praksis sige, at det er lyst det meste af døgnet om sommeren, og tilsvarende mørkt i de lange vinterdage. Hele den velkendte diskussion om sommertid og normaltid får derfor et højst teoretisk skær.Men hvis forslaget bliver vedtaget – og det tyder alt på i skrivende stund – får det afgørende indflydelse på nytårsfesten hjemme hos familien Grønland. Som Knud Rasmussen skrev en gang, så kender grønlænderne festens glæde og lader derfor sjældent en anledning til et fyrværkeri gå til spilde. Selvfølgelig heller ikke nytårsaften.Det har gennem mange år været en fast tradition, at man i Grønland fejrer det nye år med fyrværkeri tre gange i løbet af nytårsaften. Første gang kl. 20, hvor der er nytår i Danmark, næste gang kl. 21, hvor det er nytår på Færøerne – og endelig kl. 24, når nytåret endelig kommer til Grønland.Denne gamle – og for mange sikkert også hyggelige tradition – bliver ændret fra nytår 2023-24, hvis loven om tidens bestemmelse i Grønland bliver vedtaget. Nytårsaften i år – den 31. december 2022 – bliver altså sidste gang, hvor fyrværkeriet skydes af kl. 20, 21 og 24. Når tidszonen ændres, vil det fremover blive kl. 21, 22 og 24, at der skal knaldes til nytår.Baggrunden for forslaget om at ændre den grønlandske tidszone ligger i en aftale mellem den grønlandske og den danske regering, som blev indgået i maj, hvorefter tidszone-spørgsmålet er et rent grønlandsk anliggende.Rent praktisk lægger den grønlandske regering, Naalakkersuisut, op til, at ændringen skal ske ved, at lovforslaget træder i kraft den 25. marts 2023, kl. 22.00, hvor Grønland alligevel overgår til sommertid og tidszonen UTC -2. Men i modsætning til normalt, så vil Grønland ikke gå tilbage til vintertid/normaltid den sidste lørdag i oktober 2023, men vil fortsætte med at være i tidszonen UTC -2.Det betyder dog ikke, at Grønland afskaffer sommertid. For året efter vil man fortsat følge Europa og stille uret frem og et halvt år senere stille det en time tilbage. Det agter den grønlandske regering ikke at ændre på, så længe der fortsat er sommertid i EU, på trods af at Grønland ikke er medlem af EU.I forbindelse med lovforslaget har administrationen i selvstyret været i arkiverne for at opklare, hvornår og hvordan det gik til, at tidsforskellen med Europa og Grønland endte på fire timer. Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvornår det er sket.”Tidsfastsættelsen for Grønland er aldrig blevet fastsat ved lov, og der er i øjeblikket ikke klarhed over, hvordan den er blevet fastsat. Sandsynligvis er den blevet fastsat administrativt, det vil sige af den danske regering eller et dansk ministerium,” hedder det i bemærkningerne til lovforslaget.For de fleste grønlændere kommer ændringerne ikke til at betyde det helt store, men erhvervslivet er begejstret for forslaget. Det giver en times ekstra kontortid fælles med Danmark. Flyselskabet Air Greenland forudser, at det bliver nemmere at få piloterne vagtplaner og særlige regler for hviletider til at gå op, når tidsforskellen bliver mindre.Personligt er jeg nok lidt mere forbeholden. Jeg erindrer fra de 15 år, jeg boede i Grønland, at der var så dejligt fredeligt, når telefonerne holdt op med at ringe ved middagstid, fordi danskerne var gået hjem fra arbejde. Men risikoen var selvfølgelig, at telefonen allerede ringede klokken fire om morgenen, fordi der var en dum dansker, som ikke var klar over tidsforskellen til Grønland.For fuldstændighedens skyld skal det lige med, at der foruden den almindelige tidszone også er tre særlige tidszoner i Grønland. Disse er Ittoqqortoormiit (Scoresbysund i Østgrønland), som har tidszonen UTC -1, vejrstationen Danmarkshavn i Nordøstgrønland, som har tidszonen UTC +0, og Pituffik (Thule Air Base), som har tidszonen UTC -4. Der er ikke planlagt ændringer af disse særlige tidszoner. Dansk normaltid er UTC +1.På kanten, Nordjyske 23. september 2022.
Sea zoo with Nick
21 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar