Gang i hjemmebageriet
Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har haft gang i bageriet. Efter Dinas død giver det ikke den helt store mening at bage - blot for at forkæle. Men nu er jeg jo også en hund efter lækre sager, så fredag skulle det alligevel være.Som så mange gange før var det "verdens bedste brød", der var på programmet. Let at lave og smager himmelsk. 6 dl vand, 625 g mel, lidt gær, sukker, salt og en generøs håndfuld rosiner røres sammen til en halvflydende dej, som sættes til hævning i køleskabet i mindst 12 timer. Tages ud og foldes en gang og får et par timers efterhævning ved stuetemperatur. Sæt en støberjernsgryde i ovnen, der tændes på 250 grader, Når ovnen er varm, tages gryden ud og dejen hældes i den skoldvarme gryde. Pensles med æg og drysses med birkes.Sæt gryden med låg på i ovnen i en halv time. Herefter dæmpes temperaturen til 210 og brødet får et kvarter yderligere uden låg. Det er da nemt - og resultatet er forrygende. Kan varmt anbefales.Birkes og rosiner hører ikke med i den oprindelige opskrift. Men nu er jeg vild efter begge dele, så det skal selvfølgelig med. Rosinerne gør brødet særligt velegnet til ostemadder, men de første tre skiver går nu også fint bare med tandsmør.Verdens bedste brød er en klassiker her i huset. Da Dina levede, skiftedes vi til at lave det med jævne mellemrum - bare for at være gode ved os selv. Siden er der jo sket noget med strømpriserne - blandt andet - og det var med nogen bekymring, at jeg her lørdag morgen tjekkede fredagens strømforbrug. Det ser ud til, at det koster sådan cirka en kWh at bage sådan et brød. Så er det heller ikke værre - selv om kWh-prisen i oktober kvartal er på 4,98 her på parcellen.
Dathliad Cymru Affrica
2 timer siden
2 kommentarer:
Wouw ! Det brød skal da absolut prøves - sådan bare for forkælelsens skyld ������
Det vil du ikke fortryde. Det er stærkt vanedannende...
Send en kommentar