fredag den 4. november 2022

Sjældne gæster i Grønland

Ornitologiske sensationer

Gul sanger. Foto: Martin Kviesgaard
Nuuk har på det seneste været et sandt Mekka for fuglekiggere – og især fuglekiggere, som lægger mærke til de mere sjældne fugle i Grønland.

En af dem, som har et særlig godt øje til de sjældne fuglearter, er Martin Kviesgaard. I slutningen af august fotograferede han en gul sanger, der stammer fra Nordamerika, mellem småfuglene på kirkegården ved Saqqarlernut i Nuuk. Observationen var den fjerde nogensinde i Grønland. Første gang arten blev set var i 1940 i Maniitsoq og senest i 2010 på et seismik-skib.

Amerikansk vandredrossel. Foto: Martin Kviesgård
Forleden var der så alarm igen. Denne gang en anden gæst fra Nordamerika – en amerikansk vandredrossel, der blev fundet af Johannes Kyed ved Kimmernat. Fuglen har opholdt sig på stedet i nogle dage. Vandredroslen er kun set seks gange før i Grønland og senest i 1946.

Endelig blev det i sidste uge også til en bekkasin – enten europæisk dobbeltbekkasin eller amerikansk bekkasin - ligeledes ved kirkegården ved Saqqarlernut. Bekkasiner er observeret en del gange i Grønland – mindst 12 gange og sidste gang på samme lokation i 2000. Men sjælden er den nu stadig.

Martin Kviesgaard har flere forklaringer på det store rykind af sjældne fugle netop nu.

Nørderne blandt ornitologerne diskuterer ivrigt, om denne
bekkasin fra Nuuk er en amerikansk bekkasin eller
 en dobbeltbekkasin fra Europa. Foto: Martin Kviesgaard
- Der er ingen tvivl om, de mange storme fra syd betyder noget. Jeg er ret sikker på, at alle tre fugle er kommet på afveje på grund af blæsten og er endt i Nuuk. Samtidig kan klimaforandringer betyde, at fugle, der var sjældne tidligere, nu er mere almindelige og omvendt, siger Martin Kviesgaard.

- Det er ikke kun Nuuk, der har haft sjældne besøg. Fra hele Grønland kommer der løbende beretninger om usædvanlige besøg fra enten Europa eller Nordamerika. Vi har i år blandt andet hørt om silkehejre, kostær, fiskehejre og en mulig prærietrane.

- En stigende opmærksomhed om både almindelige og usædvanlige fugle kan også være en forklaring, samtidig med at mange fodrer fugle og har små haver. Der er i dag mange flere, som gør opmærksom på, at de har set en usædvanlig fugl. Observationerne bliver delt på Facebook – især på siden Kalaallit Nunaanni TImmissat/Fugle i Grønland med 1.800 følgere.

- Det er jo en lidt nørdet hobby at kigge på fugle, men det ser ud til, at rigtig mange har fået vakt interessen de seneste år, mener Martin Kviesgaard.

Artiklen er bragt i printudgaven af Sermitsiaq fredag den 4. november 2022. Det er altid en fornøjelse, når jeg kan kombinere mit arbejde med min store fugleinteresse...

Ingen kommentarer: