Det bedste er det godes værste fjende

Kontraproduktivitet 

Ideer er nok af i vores lille land. Og mellem de fikse ideer fostres der ind i mellem også gode ideer.

For en del år siden – vistnok i 2016 -  fik et par thyboer den glimrende ide, at det er alt for dårligt, at en masse af den fineste danske kunst står i magasinerne i kælderen under Statens Museum for Kunst i København. Det er kunst, der er vores alle sammens – så lad os få det op i lyset og ud i landet. For eksempel til den gamle købmandsgård i Doverodde, hvor der er ledige lokaler.

Det burde så være en enkel sag at læsse nogle malerier på en lastbil og køre dem til Doverodde, udstille dem og så måske køre dem videre til et andet sted i landet, hvor skatteyderne har et berettiget krav på at få del i den kunst, der normalt kun kommer københavnerne til gode.

Det var faktisk en rigtig god ide, men i mellemtiden er fokus på at bringe kunsten ud til danskerne – læs danskere uden for København – strandet på, at der er gået projekt i sagen. Nu er de gamle købmandslokaler i Doverodde pludselig ikke længere gode nok.

Forleden kunne man i nærværende udmærkede dagblad læse, at den gamle bygning i Doverodde skal rives ned og opføres igen. Der skal også laves en velkomstbygning – alt sammen til den nette sum af 38,5 millioner kroner – og muligvis ti millioner kroner ekstra. Alt sammen penge der stilles til rådighed af en privat fond.

Tidligere var der også noget med, at der skulle laves en helhedsplan for området for andre fondsmillioner, så det går jo rigtig godt betalt af tossegode fonde, der falder for alt, hvad ildsjæle og arkitekter finder på.

Her er det, kæden springer af for mig. For den oprindelige gode ide med at bringe kunsten ud til folket strander nu på fine byggerier og store forkromede projekter. Det er ikke fordi, jeg ikke under thyboerne en fin filial af Statens Museum for Kunst, slet ikke. Det er på tide, at vi slipper af med det københavnske monopol på finkulturen.

Men pengene kan måske anvendes bedre. For eksempel på en ombygget bogbus, der kører kunsten rundt i alle vores små landsby-samfund i landsdelen. Eller måske turnerende udstillinger til vores mange forsamlings- og medborgerhuse. Så ressourcerne blev brugt på drift og ikke mursten.

Jeg kan også nemt blive bekymret, når det angiveligt er den lokale kommune, der skal stå som bygherre. Det er sjældent, at offentligt styrede byggeprojekter holder budgetterne. Bare tænk på skandalen om det nye såkaldte supersygehus i Aalborg, der har drænet sundhedsvæsenet for penge, der ellers burde komme de syge til gode – og som nu godt ti år efter byggestart ender blandt de fem største byggeskandaler i landet nogensinde.

Jeg tror ikke på de store forkromede projekter. Det er spild af penge og ressourcer, når mindre og mere enkle løsninger kan gøre det.

Sådan går det bare ikke i Danmark, hvor politikerne elsker projektmagere, arkitekter og ildsjæle – og hvor der er masser af offentligt ansatte, der med store projekter øjner en chance for at slippe for idiotarbejdet med at flytte papirbunker.

Projektmagere og ildsjæle lider som regel af tunnelsyn, der gør det svært for dem at tænke helheder. Det er som små børn, der plager efter mere slik. De helmer ikke, før de får deres slik og alle millionerne. Jeg fatter ikke, at der ikke er en voksen til stede, der kan sætte dem på plads. For det er ikke mursten, vi har brug for – det er penge til driften, uanset om vi taler om kunst eller sundhed.

Historien om, hvordan en demokratisering af kunstlagrene under et museum i København ender med et helt nyt kunstmuseum i Doverodde, er det godt eksempel på, at den bedste løsning står i vejen for den gode løsning – og forklaringen på, at så meget går galt i det lille land.

På kanten, Nordjyske, 18. november 2022