Væk med den grønne slim
Altanen er camouflagefarvet - og godt begroet med alger. |
Kendere af hammerslags-lingo vil vide, at det ikke er så godt. K3 er tilstandrapportens bundkarakter.
Men nu skal det med, at det kun var en enkelt K3'er - og at det var en forholdsvis enkel sag at afhjælpe problemet.
Bundkarakteren skyldtes, at der i enden af huset oppe på loftet - der hvor jeg har det kombinerede herreværelse og koncernhovedkvarter - var en altandør uden altan. Den slags bedømmes som en alvorlig og livsfarlig mangel ved huset - men Herregud, det er altså også en forholdsvis enkel og overkommelig sag at bygge en altan af nogle bjælker og brædder.
Så en måneds tid efter, at vi havde overtaget huset, var k3'eren fortid. Nu skulle altanen lige stå et års tid, så træet kunne tørre ordentligt - og så skulle det have en gang maling.
Det er nu fem år siden - og træet er tørret for længst. Det er forresten også efterhånden blevet så overbegroet med alger, at altanen på et luftfoto næppe kan skelnes fra græsplænen. Og det er igen blevet livsfarligt at gå ud af døren. For i regnvejr forvandles algerne til grønt slim af værste splatterkarat - og det er et problem.
Så er der dækket af - og arbejdet kan begynde. |
Lidt træls for det var egentlig en god dag at knokle i haven. Men der er jo ingen grund til at fortvivle - for der der er jo også masser af ting, man kan lave i regnvejr.
For eksempel fjerne alger.
I al hast fik jeg rigget noget afdækningsplast til, så planterne under altanen ikke fik en overdosis algefjerner. Algefjerner er ikke decideret giftigt i tynde opløsninger - faktisk er indholdsstofferne de samme som i visse kunstgødningsblandinger (omend i et andet indbyrdes blandingsforhold) - men man kan aldrig være for forsigtig med kemi i haven.
Så er altanen klar til at blive malet. |
Resultatet fornægter sig ikke. Altanen er nu fin og hvidskurret som et skibsdæk. Nu skal træet lige have lidt sol og tørre - og så om en uges tid, kan jeg begynde at male.
For i år skal det altså være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar