Qvortrup er en helgen

Fra overvågningens overdrev

Big Brother is watching you...

Jeg blev ret glad, da jeg hørte, at der sad en mand i Nets og sendte kreditkortoplysninger til Se og Hør. For det var da en nyhed med perspektiver for alle os, der ikke kan finde ud af Nem-ID, Nem-konto, Nem-ditten og Nem-datten.

Så næste gang i Brugsen og jeg havde betalt med kort, og kassedamen spurgte, om jeg ville have bon’en med, sagde jeg bare nej: - Det behøver jeg ikke, for jeg kan alligevel læse det i næste nummer af Se og Hør.

Perspektivet var lysende. Fremover ikke noget med at fedte med papkort, huske pinkoder og fuske med Java, Karat eller Ali. Bare købe Se og Hør og slå op på side 56 for at få kontooversigten – næsten som i de gode gamle dage for ti år siden.

Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? For kassedamen fik mig ned på jorden: - Trowr do, at do er kendt nok til det, sagde hun.

Der gik jeg ned på tælling – og opgav drømmen.

Men jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg åbenbart er den eneste i landet, der hverken er særlig forbavset eller forarget over sagen.

For det måtte jo komme. Alle elektroniske og digitale systemer kan overvåges – det ligger i sagens natur – og når vi nu har valgt at bygge et samfund op på digitaliseringens velsignelser, følger det også, at systemerne misbruges.

Det kan ikke forhindres, så længe der er et marked for den slags oplysninger. Det er akkurat som hårde stoffer – uanset at det er forbudt, handles de fortsat mere eller mindre åbenlyst. Sådan er verden. Hvis der er efterspørgsel, er der også udbud. Det kan vi ikke lave om på.

Ikke desto mindre står politikerne i kø for at forhindre, at såkaldte følsomme oplysninger slipper ud. Det er en nyttesløs kamp – og det håbløse i projektet understreges af, at politikernes løsning er at bekæmpe overvågningen med mere overvågning.

I virkeligheden er den store skandale ikke Se og Hørs misbrug af data. Skandalen er, at vore politikere har skabt et samfund i moralsk forfald. Dansen om guldkalven og et overbelastet, overdimensioneret og overflødigt velfærdssystem nødvendiggør stadig mere overvågning.

Politikerne i Elfenbenstårnet foragter og mistror den lille mand. De har skabt et samfund, hvor det ikke er muligt at leve elektroniske systemer. For hvis det er overvågningen, der er problemet, så er løsningen ganske enkelt gode, gammeldags kontanter uden faktura. Og hvis vi i samme åndedrag afskaffer cpr-nummeret, så løser vi også problemet med identitetstyveri.

Men så taber staten indsigten i din økonomi – og det er baggrunden for, at politikernes indsats mod overvågningen aldrig bliver andet end spil for galleriet.

Husk på, at de elektroniske systemer er designet til, at staten kan overvåge dig. For måske har du rettigheder i forhold til Se og Hør – men ikke i forhold til skattevæsenet. Her finder man – fra venstre til højre – at det er helt legitimt, at man ikke kan få sin løn udbetalt i kontanter, og at selv småhandlende kræmmere på Hjallerup Marked ikke bare kan nøjes med en cigarkasse, men absolut skal have et elektronisk kasseapparat. Og de skal føre logbog over, hvem der er ansat. Og hvornår kyllingen røg ud af fryseren. Emsige embedsmænd render rundt med termometer for at tjekke temperaturen på pommes fritterne. Fødevaremyndighederne optræder som både udøvende og dømmende magt og overhælder hjemmerøgerens delikatesser med grøn farve.

Vi har politikere, der har bemyndiget skattevæsenet til at betræde privat ejendom uden dommerkendelse – og som de seneste års mange sager har vist, har vi skattemyndigheder, der, hvad moral angår, får Qvortrup til at ligne en sand helgen.

For den enkelte borger gør det næppe nogen forskel, om det er staten eller Se og Hør, der overvåger. Under alle omstændigheder krænkes vore rettigheder – og gør drømmen om frihed til en illusion i det såkaldte velfærdssamfund.

Så nej – det forbavser og forarger mig ikke, at Se og Hør fusker lidt med dataene. Det er, hvad man kan forvente i et samfund i moralsk skred – og hvor politikerne går forrest i lemmingevandrigen ud over afgrunden. Men jeg begynder at forstå Lars Løkkes modvilje mod at bruge eget kreditkort – og det er måske den øjenåbner, der skal til, for at politikerne vil erkende, at vi er gået for vidt i digitaliseringen af samfundet.

For resten er det jo sådan, at der altid skal være en hæler til en stjæler. Hvis man ikke bryder sig om Se og Hørs adfærd, kan man jo bare lade være med at købe bladet – og for de kendtes vedkommende undlade at gå til receptioner i det indre Københavns kändisjungle af teatre, restauranter og natklubber.

Men sådan spiller klaveret ikke. Og det ved de kendte godt. Så mange af dem, der lever af omtale i sladderpressen har nu bebudet, at de vil lægge sag an mod Se og Hør – og således sikret sig yderligere omtale i pressen.

Og det er vel her, vi har problemet i en nøddeskal. Moral er godt – men dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. maj 2014.