søndag den 4. maj 2014

Befrielsen

Farsø-spejderne mindes de faldne kammerater

Farsø-spejderne holder hvert år befrielsesparade i mindelunden foran
det lille spejderhus ved søen - en smuk og rørende tradition.
I 1944 blev Christian Ulrik Hansen og Per Sonne skudt af tyskerne.

Da vi kom hjem, tændte vi
selvfølgelig levende lys i vinduerne.
Begge var spejdere og medlem af 1. Farsø Trop i Det Danske Spejderkorps - og det skulle komme til at præge Farsø-spejdernes arbejde for altid.

Efter krigen byggede man et smukt, men ganske lille spejderhus i stationsbyens søanlæg. Huset rummer den dag i dag Farsø-gruppen. Foran spejderhuset opførtes en mindelund til ære for de to faldne spejdere.

Mindelunden har siden hvert år været rammen om en parade den 4. maj. Meget vand er løbet i åen siden krigen. Da jeg var barn samlede paraderne hundredvis af mennesker, men nutildags er fremmødet i sagens natur lidt mere beskedent.

Men alligevel blev det til et halvt hundrede tilskuere, da Farsø-spejderne søndag aften markede befrielsesaftenen - og dvælede ved, at det i år er 70 år siden, at de to spejdere gav deres liv for fædrelandet, netop som invasionen i Frankrig havde sat i gang i krigens afsluttende fase.

Vi benyttede paraden til en tur på kirkegården - og bagefter gik vi ned til søen og så spejderne aflægge spejderløfte med hånden på fanen foran mindestenen. Det har jeg jo selv gjort i mine barn- og ungdomsår - og som altid kneb jeg en tåre, da vi sang Altid frejdig når du går.

Bagefter var der kaffe og kage i spejderhuset - og snakken gik. For selv om vi ikke alle kendte hinanden, har vi spejderlivet i Farsø til fælles - og mindet om Per Sonne og Christian Ulrik Hansen.

Og da vi kom hjem til Øland, blev der selvfølgelig tændt levende lys i vinduerne.
Spejderne paraderer på vej til mindelunden.
Traditionen tro lægger gruppens yngste blomster på mindelunden
 - og markerer dermed samhørigheden med fortiden.
En stolt spejder har gjort sin pligt.

Ingen kommentarer: