Bliv din egen tonemester

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse alle mine Anders And-blade fra tresserne - og det er jo en lang tur nedad mindernes boulevard.
Jeg er ikke helt sikker på, at alle historierne holder vand i dag, men der er alligevel mange højdepunkter, som er værd at mindes. Blandt andre Sorte Klat og Madam Mim. Især sidstnævnte holder jeg meget af, for nok er hun heks, men hun er ikke ondskabsfuld i ordets normale betydning. Faktisk ser jeg en god del af mig selv i hendes bestandige forsøg på bare at være sig selv - og være i fred for påtrængende væsener. Heldigvis lader de fleste hende i fred, når hun først har budt dem på en gang edderkoppesuppe eller andre delikatesser.
Nummer 42 fra 1965 byder på en rigtig klassiker med Onkel Joakim som postbud. Efter at have overtaget postvæsenet, som han betragter som en uduelig offentlig organisation, bliver han nødt til at bide i det sure æble og sørge for, at et brev bliver bragt ud til generalsekretæren for FN på Venus. Det er bestemt ikke kedeligt - og har virket ganske befordrende på fantasien hos en lille dreng i en tid, hvor der endnu ikke havde været mennesker på månen.
Det samme blad byder i øvrigt på en konkurrence, hvor man kan vinde en rigtig båndoptager. Det var stort i de dage. Man kan selvfølgelig indvende, om der findes forkerte båndoptagere - eller om ikke det i vore dages sproginflation ville have heddet en rigtig, rigtig båndoptager, men det lader vi ligge. Læg i stedet mærke til den lille boks, som forklarer, hvad man kan med en båndoptager. "Bliv din egen tonemester", hedder det. I vore dage er der næppe nogen af Anders Ands kernelæsere, der aner, hvad en tonemester er, endsige en båndoptager - og på den måde er de gamle Anders And-blade et godt spejl af en svunden tid.
Det var jo de små ting, det handlede om. I samme blad er der blandt andet en annonce for Pelikano, der introducerede patron-fyldepennen, der ikke kunne klatte. Ny teknologi, der løste en af den tids store problemer. En Pelikano var bestemt ikke gratis, men dog inden for rækkevidde, når man blev konfirmeret, for den kostede hele 22 kroner. Det svarer i 2011-kroner til til godt 211 kroner i følge Danmarks Statistik.
Apropos penge, så kunne man i Anders And nummer 5 også fra 1965 finde en annonce for Haribos negerpenge, hvor en glad neger med hat jonglerer med Ghana, Congo, Kenya og så videre "-med dejlig ny smag! afrikanske staters forskellige møntsorter!". At der ikke er stort begyndelsesbogstav efter udråbstegnet er vel et varsel om kommende tiders forfald - og hvem ved? Et varsel om kulturradikalisme og politisk korrekthed, som gør en sådan grafisk slagkraftig og flot annonce dybt kriminel i vore dage. Annoncen vil i hvert fald vække betydelig opmærksomhed, hvis Haribo skulle driste sig til at indrykke den i dag.
Det er også værd at bemærke kolofonen fra Anders And, der kan ses lige under negerannoncen. Her kan man læse, at bladet koster 1,25 inkl. OMS. På Færøerne og Grønland havde man ikke moderne nyskabelser som OMS, så der kunne bladet erhverves for sølle kr. 1,15, hvilket i følge prisberegneren svarer til 11 kroner i vore dages mønt.
I midten af 60'erne var jeg lykkeligt uvidende om, at jeg i en stor del af mit voksne liv skulle komme til at beskæftige mig med grafisk produktion, for så var alt det sjove nu nok gået af Anders And. En stor del af fornøjelsen ved at læse disse gamle blade i dag er nemlig at kigge den tids grafikere over skuldrene. De har virkelig ind i mellem måttet kæmpe med teknikken og dens begrænsede muligheder. I virkeligheden er det ganske fascinerende, at det i det hele taget har kunnet lade sig gøre at producere en blad med firefarvetryk og tegninger til en sølle pris på godt en krone - for der ligger timers og atter timers repro-arbejde bag sådan et blad, når det hele skulle laves i hånden - og det skulle det jo dengang. Men nye tider og ny ny teknik var på vej - og Pelikano havde løst problemet med at lave blækstreger uden klatter...