Skærtorsdag blev tilbragt i familiens skød med en frokost på Stenbjerg Kro.
Denne kongeligt privilegerede kro har en plads i dansk filmhistorie, fordi det var her, at filmen "Dyden går amok" i sin tid - de glade tressere - blev indspillet.
Desværre er der ikke meget af tidligere tiders kongeligt privilegeret hygge over kroen, der udefra nærmest er en arkitektonisk katastrofe, med gasbeton og eternittags-tilbygning, en underlig glaskarnap midt på facaden og en campingplads i enden. Faktisk giver kroen udefra mest af alt mindelser til en scene fra en anden stor dansk film, Olsenbanden i Jylland og scenerne fra Mads Femøres skrothandel. Den film blev forresten optaget i det nærliggende Vigsø.
Men indvendigt på kroen var der nu pænt og rent - og jeg vil da også gerne give et point for, at man har bevaret Tuborgs berømte tørstige mand på facaden.
Stenbjerg er et af omdrejningspunkterne i Nationalpark Thy, der ret beset mere er et naturformidlingsprojekt end en egentlig fredning. Nationalparken har naturligvis også fundet vej til kroens spisekort, der blandt andet byder på en lækker platte med lokale specialiteter og lækkerier, som for eksempel saltsild og en herlig røget krondyr-kølle, der inspirerede undertegnede voldsomt til fremtidige aktiviteter i røgeriets ædle kunst. Desværre bød menuen også på en enkelt kikser, nogle såkaldt rustikke fiskefrikadeller som var i verdensklasse mislykket - bløde, smattede og uden karakter som de var. Rustik er ikke lige det tillægsord, som ligger nærmest...
Men alt i alt en hyggelig frokost, inden turen gik til Thisted og en dejlig skovbærtærte med kaffe hos Anne og Henrik. Undervejs blev der også tid til en afstikker til Snedsted sognegård og kunstneren Thomas Wolsings udkantsbilleder - en ganske interessant og udfordrende udstilling, der fokuserer på forfaldets æstetik.
Cycling instead of running
20 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar