Der var lagt op til et møde af bibelske dimensioner, da kæmpekranen Samson lørdag begav sig ind i slæbebåds-rederiet Goliaths revirer i Aalborgs havn. Kranen skulle fjerne den broklap på jernbanebroen, der gik i smadder, da broen for et par uger siden blev påsejlet af en finsk coaster.
Selv om ordfestivalen Ordkraft var velbesøgt, kommer vi ikke uden om, at det for aalborgenserne var dagens største begivenhed i Limfjordsbyen. Efter at broklappen nu er fjernet, kan fjordens sejlende glæde sig over, at det atter er muligt at sejle på langs ad fjorden.Der vil stadig gå en rum tid, før det igen bliver muligt at sende tog over fjorden.
Limfjordens broforbindelser var et af temaerne, da et panel med blandt andre borgmester Henning G. Jensen diskuterede Aalborgs sjæl på ordfestivalen. For når aalborgenserne selv skal sætte ord på deres by, er det blandt andet kraftfulde udtryk som handlekraft og initiativ, der bliver nævnt.
Det var også en af overskrifterne, da Limfjordsbroen og Vesterbro blev indviet i 1933. Her roste statsminister Stauning Aalborg for netop handlekraft og sagde, at der er noget sympatisk, næsten amerikansk over byens mange rygende skorstene og evne til at rive gamle bygninger ned til fordel for fremskridtet.
Netop den udtalelse er ofte citeret - men på Ordkraft kunne borgmester Henning G. da også lægge hovedet på sned og fortælle, at Stauning over for Aalborgs daværende borgmester skulle have sagt: "Tænk sig, at man nu kan gå fra Aalborg til Nørresundby - men hvad dælen skal man derover for?"
Det var dengang før storkommunerne. I dag krydser 30.000 biler dagligt broen - og der er yderligere 65.000 biler hver dag i Limfjordstunnellen. Så der er i hvert fald en del, som har et ærinde nordenfjords og i Nørresundby i vore dage.
Cycling instead of running
21 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar