Ung i tressernes Farsø

Uden for pædagogisk rækkevidde

Foto: Søren Ebdrup

Tirsdag aften var jeg inviteret til Farsø for at fortælle om min opvækst i byen. Det blev en fantastisk aften med en lang tur ned ad barndommens gade.

Vi flyttede til Farsø i 1963 - det år, hvor præsident Kennedy blev dræbt, og det år hvor jeg for alvor opdagede, at der var en verden uden for hjemmets fire vægge. Jeg var fem år og gik på opdagelse i nabolaget, besøgte smeden over for med den glødende esse, hvor han under gnisternes regn hamrede hestesko på ambolten.

Det blev også til besøg på det nærliggende savværk, et autoværksted og et landbrug med høns, køer og grise, for dengang var der ikke noget arbejdstilsyn - og nysgerrige børn, der ville vide mere om livet, var velkomne.

Barndommen dengang var også med livet som indsats. Vi var uden for pædagogisk rækkevidde, så vi lærte at tænke os om. Sådan nogenlunde og med hjælp fra litervis af sviende brun jod, der var den tids foretrukne desinfektionsmiddel på skadestuen. Så kunne vi lære det.

Huset på Vestervang 1 var en personalebolig til min fars arbejde på Farsø Sygehus - og det var næppe gået i dag, hvis man havde budt en ledende medarbejder et hus uden bad, men sådan var tiderne - og badet blev klaret ved, at familien Hansen to gange om ugen blev stoppet ind i folkevognen og til bad på sygehuset.

Udsigten fra spisestuen var Alfred Sørensens mødding, så vi havde godt med fluer i de hjemlige gemakker. Det er der næppe  nogen byboere, der vil finde sig i nutildags. Men jeg var godt tilfreds og tilpassede mig livet - lige som jeg fik lært at sige A i stedet for jeg.

Det var i det hele taget en dannelsesproces, som betyder meget for mig den dag i dag. Jeg valgte derfor i foredraget at fokusere på den periode.

Senere - i 1967 - flyttede vi til Postbakken, hvor jeg boede resten af min tid i Farsø til 1978. Det var midt i ungdomsoprøret, og jeg blev langhåret. En opsigtsvækkende og ustyrlig manke som mange i byen husker mig for - så mit forhold til frisørerne måtte jeg da også lige sige et par ord om.

Fremmødet til foredraget var imponerende. 150 tilhører blev det til. Det blev til mange herlige gensyn med skolekammerater, skolelærere, mine forældres bekendte og folk fra Farsø i al almindelighed.

Aftenen var en kæmpeoplevelse for mig. Arbejdet med at finde stof og sætte det sammen var sjovt, men det allerbedste var nu at få lov at dele barndommen med andre.

Tak til Lokalhistorisk Arkiv for Farsø for invitationen. Og en kæmpetak til alle tilhørerne. Det var så gribende og en meget stor dag, som jeg længe vil mindes.

Foto: Søren Ebdrup