Ny ordbog
Lørdag udkom "Ordsamling for egnssprogene i Han Herred". Det er en diger sag med 15.000 danske opslagsord, der er oversat til Han Herred-mål.Ordene er alle indsamlet af en lille snes frivillige, som har arbejdet på den fine bog i 16 år. Det er en stor præstation af folk, der ikke - som forskere på universiteterne - har indsamling af ord som erhverv. Det gør måske også ordbogen lidt utraditionel i forhold til andre ordbøger.Bogen er præget af stor kærlighed til egnen og målet - blandt andet med mange fotos og egnsskildringer, og ordbogen er sikkert også mindre nøgtern og fokuseret, end man vil se det hos professionelle. Personligt havde jeg gerne set en mere videnskabelig tilgang til de indledende lingvistiske afsnit, der forekommer svagt teoretisk funderet.Men pyt med det, for det er flot bog, der er trykt i Fjerritslev og et helt igennem lokalt produkt. Og jeg er ikke den, der vil kaste grus på et stort og flot arbejde af velmenende ildsjæle. For i virkeligheden er det nok noget, levebrødsforskere kan lære af.Specielt interessant er et afsnit om sprogets sjæl og den velkendte jyske trang til ikke at bruge store ord. "Man underdriver, og man nedtoner, og en del ord med kraftigt indhold, som er almindelige på rigsdansk, bruges ikke i herredet", som det siges. Det gælder for eksempel et ord som "yndefuld", der bare ikke kan bruges i Han Herred. Hvis man skal sige, at en balletdanser er yndefuld, må man ty til omskrivninger som "ikke så ringe" - eller hvad man nu kan finde på.I andre sammenhænge og i andre kulturkredse ville man nok omtale den nye ordbog som både fantastisk, fabelagtig og flot. Jeg nøjes med et beskedent: - Den æ ék så ré-éng...Den nye ordbog blev præsenteret ved en bogfest lørdag på Kokkedal Slot, hvor Øland Karlekammerkor fremførte Han Herred-hymnen. Den første linje lyder: ”Tépasse hwær æn æjn, hær snakke fålk så skön æ moel”. Det var slet ikke noget dårligt valg til den begivenhed."Ordsamling for egnssprogene i Han Herred" er på 584 sider og koster 400 kroner. En gratis pdf-version kan downloades her. Se også denne artikel på ligeher.nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar