torsdag den 31. marts 2022

Jagten på forsiden

Kioskbaskere


Selskabet Kair - Kalaallit Airports - er i øjeblikket ved at bygge tre nye lufthavne i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat i Grønland til en samlet pris af 3,7 milliarder kroner, hvoraf en tredjedel kommer fra danske skatteydere.

Mandag var jeg inde på Kairs hjemmeside for at tjekke nogle oplysninger til en artikel - og der fandt jeg en opsigtsvækkende oplysning. Om den nye lufthavn i Ilulissat hed det, at landingsbanen under gunstige forhold kan benyttes af et Airbus A-330.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi det er den flytype, som Air Greenland flyver med mellem Danmark og Grønland - og selskabet forventer at få et helt nyt fly af typen leveret i år. Kair er altså i gang med at bygge en lufthavn, der kun kan bruges i godt vejr af Air Greenland - og nu er godt vejr som bekendt en sjældenhed i Grønland.

Helt ærlig - det var lidt af en kioskbasker, at den danske stat er i gang med at investerere en milliard af skatteydernes penge i en ubrugelig lufthavn. Så jeg aftalte med Sermitsiaqs redaktør, at det skulle være denne uges forside.

Det viste sig dog, at jeg havde solgt skindet, før bjørnen var skudt. For da jeg henvendte mig til Kairs kommunikationschef for at få oplysningerne verificeret, brød han sammen og tilstod, at oplysningerne på selskabets hjemmeside var forkerte. En uheldig formulering, som den pæne mand eufemistisk omtalte fadæsen, hvor selskabet var kommet til at skrive det modsatte af hensigten.

Så det blev der ingen forside ud af. Til gengæld fik jeg bagsiden med de lette historier - og her kunne jeg så gøre mig lystig over Kairs manglende korrekturlæsning.

Som et ekstra plaster på såret har jeg så forsiden i denne uge på Ugeavisen Fjerritslev:Brovst - og helt i avisens ånd er det ikke en skandalehistorie, men derimod den positive historie, at Tage - blomsterhandleren i Brovst - har fået forårsfornemmelser og har åbnet sin sæsonbutik en uge tidligere end normalt.

Den slags historier er også journalistik - og så i øvrigt et godt eksempel på, at jeg i min lille butik er leveringsdygtig i alle historier - store såvel som små. Jeg rynker ikke på næsen af solstrålehistorier, for de spreder også lys i mit sind. Og det er jo kun forår en gang om året, så hvorfor ikke?

Dagen er i øvrigt tiltaget med 6 timer og 23 minutter her på parcellen. Men det er fortsat koldt derude. I nat var vi nede på minus 9 grader.

Ingen kommentarer: