Dorthe og Poul bytter job

Vagtskifte

Foto: Leiff Josefsen

Sermitsiaq skal have ny chefredaktør. Det bliver journalist Dorthe Olsen, der afløser Poul Krarup, som efter 32 år på redaktør-posten fortsætter som skrivende journalist.

Det siges i pressekredse, at hvervet som tillidsrepræsentant er den bedste uddannelse, man kan få, hvis man vil være chef i mediebranchen. I den henseende er Sermitsiaqs nye chefredaktør godt klædt på, for medarbejderne i Mediehuset Sermitsiaq.AG skal nu til at finde en ny tillidsrepræsentant, når Dorthe Olsen 1. maj bliver chefredaktør for Grønlands største avis.

Det er en erfaren journalist, der nu sætter sig i chefredaktør-stolen. Den 54-årige Dorthe Olsen er uddannet på den grønlandske journalistuddannelse og har arbejdet på Sermitsiaq siden 2006, hvor hun forinden var i praktik i halvandet år.

På avisen har hun arbejdet med stort set alle stofområder. De første år som kriminalreporter, hvor hun blandt andet dækkede flere store hash-sager.

– Det var rystende at opleve bagmændene, der var revnende ligeglad med andre mennesker, siger Dorthe Olsen, der er besiddelse af stor empati og forståelse for samfundets svage.

Siden kriminalreporter-tiden er andre stofområder kommet til – blandt andet erhverv, fiskeri, kultur, socialt stof, sundhed og ikke mindst politik.

– Jeg har det sådan, at jo mere jeg sætter mig ind i tingene, jo mere interesserer jeg mig også for dem. Men ingen tvivl om at noget af det bedste, jeg ved, er valgkampene. Så pumper adrenalinen, og alle mand er på dæk. Det er bare så spændende.

– Så er der også rejserne. Jeg elsker reportagerejser, fordi man er nye steder og møder nye mennesker, men det bedste af det hele er, at man nærmest er på hele tiden og arbejder i døgndrift.

– En af de smukkeste oplevelser, jeg har haft, var under sådan en reportagerejse, mens Kuupik Kleist formand for naalakkersuisut, hvor han blev gift med Aviaaja i Qullissat. Det var smukt, meget smukt.

De seneste år har Dorthe Olsen også været redigerende, når Poul Krarup har været på ferier og rejser. Det har givet hende et godt indblik i den særlige del af den journalistiske proces, som giver et ugentlig adrenalinkick, når avisen skal lukkes onsdag eftermiddag.

– Jeg vil godt indrømme, at jeg har det fint, når det hele bimler og bamler, og alt skal være færdigt. Det er jo også det job, jeg nu har sagt ja til – og jeg glæder mig til at fortsætte den gode linje, som Poul har lagt for avisen.

– Vi producerer en avis, som betyder meget for læserne. De betaler for avisen, og de har tillid til det, vi skriver, så det er et stort ansvar. Jeg vil passe på avisen som en rigtig løvemor, siger Dorthe Olsen, der er mor til tre piger, Arnakkuluk på 15, der stadig går i skole, Aima, der i øjeblikket er elev på Georg Stage og Ivana, der er uddannet i Kultur- og Samfundshistorie på Ilisimatusarfik og arbejder i selvstyret.

Dorthe Olsen er født i Maniitsoq. Det passer den afgående chef godt, at avisen nu endelig får en grønlandsk-sproget redaktør.

– Jeg er aldrig blevet gode venner med det grønlandske sprog; det har været mit største problem i jobbet. Det er jeg med rette blevet kritiseret for – især af min svigermor. Det er godt, at avisen nu får en grønlandsk-sproget redaktør, som kan tale med hovedpersonerne i vores journalistik og opfange alle nuancerne i samfundsdebatten, siger Poul Krarup, der lægger vægt på avisens rolle i den sammenhæng.

– Det er vigtigt at alle kan komme til orde, og at vi sikrer debatten og forskellighederne fra både magthavere og opposition.– Det er vores eksistensberettigelse som printavis, at vi sikrer mulighed for ordentlig og nuanceret debat og baggrundsviden og ikke kun den opfattelse af virkeligheden, som magthaverne har, og som er rigtig i selvstyrets og eller kommunernes administration.

– Jeg har på min post i alle årene kæmpet for åbenhed i samfundet og en bred og alsidig debat. Jeg er overbevist om, at de samfund, der har åbenhed og ytringsfrihed som deres grundpiller, klarer sig bedst i udviklingen.Poul Krarup har boet i Grønland siden 1983, hvor han kom til Qasigiannguit sammen med sin daværende kone, der er tandlæge. I bagagen var en uddannelse som historiker og et journalistjob på Kalundborg Folkeblad.

I Qasigiannguit arbejdede han først som freelancer, men blev så ansat af Jørgen Fleischer som AG’s mand i Diskobugten.

– Jeg er glad for, at mit liv i Grønland begyndte ude på kysten langt fra Nuuk. Jeg lærte ydmygheden over for naturen på egen krop og meget om Grønland og grønlænderne i den periode, hvor jeg byggede min egen slæde, købte en bas og opdrættede mine egne hunde.

Siden flyttede han og hustruen til Nuuk, hvor han arbejdede på Radioavisen, inden han i 1986 blev ansat på Sermitsiaq og i 1990 overtog posten som chefredaktør efter den navnkundige Hagen Højer Christensen, der lærte Krarup at skrive krasse ledere.

– Det har været en voldsom og spændende udvikling, som både samfund og avisproduktion har været igennem.

– Dengang i halvfemserne kunne journalister frit komme og gå i hjemmestyrebygningen, og politikerne var nemme at få fat i. Dengang var politikerne ”rigtige politikere” med mod og mandshjerte til at stå på mål for deres visioner og beslutninger - også når man pludselig dukkede op med kritiske spørgsmål.

– Det har ændret sig, så det i dag er næsten umuligt at få adgang til især medlemmerne af Naalakkersuisut, der forskanser sig bag spindoktorer og informationsmedarbejdere. Det er en stor trussel mod den frie debat, når magthaverne ikke er åbne for dialog og kritisk journalistik og fortæller åbent og ærligt om, hvad de vil med deres job og samfundet, men kræver spørgsmålene forinden og svarer skriftligt, så vi ikke har chancen for opfølgende spørgsmål. På den måde risikerer vi at blive mikrofonholdere for magthaverne, der undgår de spørgsmål, som presser sig på i befolkningen.

– Avisproduktionen har også ændret sig. Da jeg begyndte, arbejdede vi fortsat med bly og satte sider op på trykkeriet. I 1994 fik skærmombrydning, og siden er det gået stærkt. De elektroniske medier har fået større betydning – især efter at internettet kom til.– Det betød også, at det er blevet sværere at udgive aviser på papir - ikke mindst på grund af konkurrencen fra sociale medier, og da de offentlige myndigheder flyttede indtægtskilden fra jobannoncer over på danske jobsider.

Det ledte i 2010 til fusionen af de to grønlandske aviser, der blev samlet i Mediehuset Sermitsiaq.AG.

– Det er nok den sværeste opgave og den største bedrift i min godt 30-årige karriere som mediechef.– Ingen var med mig - hverken på Sermitsiaq eller på AG - og jeg havde kun opbakning fra min bestyrelsesformand, Jørgen Ejbøl, på Sermitsiaq samt selvfølgelig AGs chefredaktør Inga Dora G. Markussen og bestyrelsesformand Svend Erik Danielsen. Udviklingen viser, at beslutningen var rigtig, for printmedierne var pressede. Vi sikrede gennem fusionen den frie og uafhængige presse i Grønland. Det var dyrt, men det lykkedes og er blevet en kæmpe succes, siger Poul Krarup, der i 2017 overlod ledelsen af bladhuset og et godt grundlag for den videre udbygning til administrerende direktør Christian Schultz-Lorentzen.

Den 1. maj træder den 73-årige Krarup endnu et skridt tilbage og fortsætter på Sermitsiaq som almindelig skrivende journalist i et års tid.

Privatlivet holder Poul Krarup for sig selv, men vi kan da afsløre, at han bor sammen med Esther Hammeken. Han er far til Kristoffer i USA, Frederik i Vangede nord for København, Nikolaj i Viborg, Marie i København og Benjamin i Grønland og sammen med Esther kom der bonusbørnene Ivalo og Aviaaja, der bor i Nuuk og København. Sammen med Esther har han 8 børnebørn, der bor i Grønland, Danmark og USA, og et niende barnebarn er på vej i Viborg.

– Jeg er så heldig, at jeg har fået børn med tre forskellige, vidunderlige kvinder, der alle har og har haft stor betydning i mit liv, og som har sørget for, at vi har nogle fantastiske børn. Vi ses alle på kryds og tværs. Det skulle der gerne blive lidt mere tid til i fremtiden, især når jeg slutter helt om et års tid, siger Poul Krarup.

Artiklen er fra dagens Sermitsiaq. Jeg har kendt Poul Krarup, siden jeg flyttede til Nuuk i 1995 - og jeg har de seneste oar år arbejdtet tæt sammen med Dorthe Olsen. Jeg er glad for, at det blev mig, der blev bedt om at skrive dette dobbeltinterview med to mennesker, som jeg holder meget af.