Dræbt grønlandsk soldat æret
Den værnepligtige grønlænder Inuk Larsen fra Kitsissuarsuit,
der sidste efterår blev dræbt af en flugtbilist ved Flyvestation Karup, blev torsdag
eftermiddag æret ved en ceremoni for Flyvevåbnets faldne ved Viborg Domkirke.
Ceremonien, der fandt sted på Flyvevåbnets 70-årsdag, blev
indledt med en bøn af flyverprovst Leif Holmstrøm, hvorefter to oberster lagde
en krans ved flyvevåbnets mindesten for de faldne. Flyvevåbnets chef, generalmajor
Anders Rex gik frem, rettede lidt på kransens bånd og bad om et minuts stilhed,
inden han gjorde honnør for de faldne.
Ceremonien sluttede med, at en trompetist fra Prinsens
Musikkorps spillede ”Danmarks Sidste Honnør” i det smukke og stille efterårsvejr.
Inuk Larsens familie var repræsenteret af mosteren Karen
Angubesen og hendes ven, Johnny Andersen. De to blev efter ceremonien inviteret
ind i kirkens krypt, hvor menig Larsens chef, oberst Palle Mikkelsen, viste dem
Flyvevåbnets mindebog.
Bogen indeholder navnene på de soldater, som er døde, mens
de har gjort tjeneste i flyvevåbnet. I dagens anledning var bogen slået op på den
side, hvor man finder L. I. Larsen sammen med to andre døde flyversoldater fra
2019.
- Bogen indeholder navnene på alle flyversoldater, der er
døde under ansættelsen, siden Flyvevåbnet blev skabt i 1950. Mindebogen ligger
i Viborg Domkirke, fordi kirken er garnisonskirke for Flyvevåbnet. Hver fredag
året rundt bliver der vendt et blad i bogen, så man i løbet af halvandet år
kommer bogen igennem, men netop i dag er det den nyeste side, der kan ses,
fortalte oberst Palle Mikkelsen, der som chef for Operations Support Wing også
var chef for menig Larsen, der var Inuk Larsens normale kaldenavn i det
militære system.
Normalt bliver Flyvevåbnets årsdag markeret med parade og militærmusik
foran mindestenen og koncert i domkirken bagefter, men på grund af coronaen var
arrangementet begrænset til en lille snes højtstående officerer og Inuk Larsens
danske pårørende.
Sermitsiaq.AG den 2. oktober 2020. Den omtalte Johnny Andersen er en tidligere kollega fra Nuup Kommunea, hvor han var personalechef. Jeg arbejder i øjeblikket på en artikelserie om Inuk Larsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar