fredag den 30. oktober 2020

Mørkning

Den skønneste skumring


Torsdag eftermiddag var jeg i haven. Vi er jo tæt på vinter, så jeg tog georginerne ind, kørte visne blade i græsplænen og satte nogle løg.

Det var også det skønneste vejr. Skyfrit og ikke en vind. Så da det begyndte at mørkne ved halvfemtiden, slap jeg haveredskaberne og satte mig under halvtaget med en kop kaffe og en pakke smøger. Jeg holdt mørkning i det skønne vejr - og jeg havde overhovedet ikke lyst til at gå ind og lave mad.

Det er en stemning, som slet ikke kan gengives på billeder. Men jeg vover alligevel et øje. Bare fordi jeg ikke kan lade være. Akkurat som jeg ikke kunne lade være med at sidde udendørs, selv om aftenens køkkentjans ventede. Så det blev sen aftensmad. Stegt lever med bløde løg, brun sovs, kartofler og gulerødder. Det er for resten slet ikke så ringe et punktum på en dejlig dag.

Slår man op i ordbogen, betyder mørkning at sidde stille indendørs, mens mørket falder på. Men hvorfor sidde indendørs, når det er så dejligt uden for?

Ingen kommentarer: