Barndomsminder

Barndommens frie liv

Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn.

Et luftfoto på Facebook fyldte mig med barndomsminder fra en tid, hvor vi børn havde betydeligt friere rammer end nutidens ungdom.

Det kostede på det personlige plan adskillige ture på skadestuen - og gav en del erfaringer, som jeg sætter pris på. Det var som regel min far, der kørte mig hjem fra skadestuen, når ulykken var ude. Og der var ikke så meget føleri. Han spurgte så altid, hvad jeg havde lært af turen på skadestuen, hvor det var fru Nicolajsen - min regnelærers kone -  der regerede med rigelige mængder brun jod (av, den sved...) og plastre i alle størrelser.

Luftfotoet er fra 1968, hvor man havde påbegyndt byggeriet af det nye sygehus i Farsø. Byggepladsen var en fantastisk legeplads, hvor der blev flyttet store mængder jord. Senere fulgte stilladser og betonkonstruktioner, som uden for arbejdstid var gode steder til både tagfat og gemmeleg.

Den var nok ikke gået i dag. Men det tog man ikke så nøje dengang. I det hele taget mindes jeg, at vi børn kom meget på arbejdspladser, hvor vi også fik svar på mange af livets spørgsmål om skruer og møtrikker, så på frække damer i skurvognene - og i øvrigt også lærte lidt om, hvor man skal gå og ikke gå for ikke at være i vejen. Det nyder jeg fortsat glæde af, når jeg er på fotoopgaver behørigt iført sikkerhedshjelm og grøn vest. Den slags fandtes ikke i min barndom. Til gengæld fik vi betydelig respekt for det arbejdende folk, som vidste mere end os - og gavmildt delte ud af den viden.

Nu skal det retfærdigvis også med, at jeg - så vidt jeg erindrer - ikke kom til skade på sygehusbyggeriet. Men i hvert fald en enkelt gang kom jeg hjem - våd og tilsvinet af mudder efter et uheld. Det glemmer jeg aldrig.

I forbindelse med byggeriet var der flyttet adskillige kubikmeter jord til nogle "bjerge" langs kanten af søanlægget. Det var et godt sted at køre cykelcross - og så var der også nogle fine mudderhuller. Sikkert bundløse, gys...

Et af mudderhullerne var i hvert fald meget interessant for mig. Jeg stod på kanten og søsatte en bræddestump, der fint fungerede som et legetøjsskib - og jeg drømte mig til de syv have. Jeg var langt væk i tankerne, da en frø uventet sprang op af den mudrede gulbrune Limpopo-flod. Jeg blev så forskrækket, at jeg satte mig på røven - og der var glat, så jeg gled lige så fint på bagdelen ud i vandet og blev mudret til i middelsvær grad.

Lidt slukøret måtte jeg gå hjem for at skifte tøj - og jeg fornemmede nok på min mor, at det mogede tøj ikke var populært...

Men den vandgang glemmer jeg aldrig - og hvor sært det end kan lyde, er det faktisk et kært barndomsminde.