lørdag den 10. oktober 2020

Inuk kom hjem

Begravelsen i Kitsissuarsuit var en stor lettelse, fortæller moderen til Inuk Larsen, der sidste år blev dræbt af en flugtbilist, mens han var værnepligtig i Karup.

Privatfoto

Mina Larsen fra Kitsissuarsuitt vil aldrig glemme den 7. oktober 2019. Den dag blev hendes 22-årige søn Inuk Larsen, der var værnepligtig i Danmark, dræbt af en flugtbilist uden for Flyvestation Karup i Midtjylland.

Forsvaret sørgede for, at Mina Larsen og tre pårørende blev fløjet til Danmark med et Challenger-fly og retur igen den 15. oktober, hvor familien landede i lufthavnen i Aasiaat.

- Forsvaret havde sørget for, at kisten også var kommet til Aasiaat. Derfra sejlede vi med en lejet båd.

Turen hjem til Kitssissuarsuit var en rørende tur for Mina Larsen:

- Mange indbyggere fra Kitsissuarsuit sejlede ind til Aasiaat for at sejle med os ind til bygden. Jeg blev meget rørt. Det er ikke en tradition, men alle i Kitsissuarsiut kendte vores søn Inuk. Han var afholdt. Hele bygden følte, at de havde mistet en af deres kære.

- Deres støtte betyder al verden. Tiden efter hans død var det hårdeste. Alligevel havde vi nogen omkring os hele tiden, der gjorde tiden lidt mere lettere, og sorgen lidt mindre.

- Det var også en stor lettelse, da vi endelig kom hjem med vores søn i hans kiste. Det var rart, for nu har vi et sted, vi kan tage hen til, altså til kirkegården, hvis vi har en lille historie at fortælle. Der var et sted, vi kan besøge ham. Det lettede meget.

Inuk Larsen blev begravet på kirkegården i Kitsissuarsuit den 18. oktober sidste år. Vejret var koldt og efterårsagtigt med en bidende vind, så der var en del familie, der ikke kunne nå frem på grund af kraftig strøm og bølger ved bygden.

- Men det var en lettelse at stede ham til hvile, siger Mina Larsen, der er fuld af lovord til forsvaret, der støttede hende hele vejen igennem forløbet:

- Vi har meget at takke Oberst Palle Mikkelsen fra Flyvestation Karup for. Han lyttede til alle vores kvaler. Han tog en stor del af vores sorg og erstattede den med trøst og støtte. Han var den faste klippe, da vi var i Danmark. 

- Palle Mikkelsens dedikation til at servicere os gjorde en kæmpe forskel. På intet tidspunkt lavede han fejl eller gjorde os ked af det. Han gjorde, som han skulle, helt perfekt og helt efter bogen. Vi vil altid skylde ham tak. Vi vil altid huske ham.

Forsvaret dækkede alle familiens omkostninger i forbindelse med dødsfaldet inklusive kaffemikken efter begravelsen. 

Sermitsiaq 9. oktober 2020. Artiklen er skrevet sammen med Kassaaluk Kristiansen og den anden i en serie på tre.

Ingen kommentarer: