Druegele

 Årets vinhøst

Det har været et fantastisk drueår. Vindruerne har hængt klase ved klase og skygget for lyset i drivhuset. Vi har da også nippet af druerne, og især Dina har spist lystigt løs. Særligt den seneste måneds tid, hvor druerne stille og roligt er blevet sødere næsten dag for dag, hvilket er helt normalt og efter bogen.

Desværre er mange af druerne lidt små - og for resten kan vi slet ikke overkomme at spise dem alle her og nu, hvor de er modne. Desuden har vi haft de første antydninger af nattefrost - ikke i drivhuset, men på det som meteorologerne kalder udsatte steder.Så jeg tog en rask beslutning. Nu skulle der laves druegele.

Jeg plukkede de fleste og strippede dem groft og hensynsløs i en gryde. Godt tre et halvt kilo blev det til. Saften drev af dem efter den brutale striptease, så det var ikke nødvendigt at tilsætte vand. De blev kogt i en halv times tid, hvorefter jeg siede hele molevitten gennem et viskestykke.

Tre liter blev det til. Jeg tog en god liter fra til gele. Tilsatte et brev af Dr. Oetkers geleringspulver, der i virkeligheden bare er pektin fra æbler, gav det et opkog og tilsatte så yderligere et halvt kilo sukker. Det fik så endnu et opkog i cirka 10 minutter. Her skal man være lidt vågen, for det skummer meget og koger let over. Men skummet samler urenhederne i saften, så den bliver klar, så efter at have skummet, hældte jeg geleen på skoldede og atamonskyllede glas - og nu har vi så den herligste druegele, der bliver en god følgesvend til mange af vinterens simreretter. Og hvis jeg ikke gider druegeleen, er der for resten også gele i vinkælderen fra sommerens solbærhøst.

Nu er min kærlighed til vin jo velkendt, så der er sikkert nogle, der spørger, hvorfor jeg ikke laver vin af druerne. Men så mange druer har jeg heller ikke, og jeg holder som sagt af vin - god vin - så det gider jeg end ikke prøve på. Jeg kender for resten heller ikke sorten på druerne, som stammer fra to stokke, der stod i drivhuset, da vi overtog det lille hus på Øland for nu godt 11 år siden...