onsdag den 14. oktober 2020

På plads på pinden

Den lokale havørn

Havørn på plads på pinden.

Her er et lille tip til alle, der kører på Øland-Gjøl-dæmningen. Siden august har jeg næsten dagligt set en af de lokale havørne fra dæmningen. Et par gange i luften tæt på dæmningen, hvor jeg desværre ikke havde kameraet med, men ellers er havørnen som regel på plads på en hegnspæl ude i vandet.

Desværre for langt væk til at lave ordentlige fotos, men tæt nok til, at man med en god kikkert kan få et kig på denne luftens kæmpe, der efter mange års fravær igen er flyttet ind på egnen.

For havørnen er en virkelig kæmpe. Vingefanget er to en halv meter, og kampvægten for en hun ligger på mellem fire og syv kilo. Hannerne lidt mindre. Havørnen genindvandrede til Danmark i midten af halvfemserne - og bestanden har i år budt på over 100 ynglepar. I 2019 var der 85 ynglepar.

Dagens foto er det, fuglefotografer kalder et doku-skud. Man kan se fuglen, ja, men ellers kan det ikke bruges til noget som helst.

Men tag kikkerten med og nyd synet. Havørnen er som sagt på pinden næsten hver dag i nordvestlig retning - næsten vinkelret på dæmningen ved første holdeplads fra Ølandssiden.

Ingen kommentarer: