Pensionerede spejdere

Boys will be boys...

Voksne spejdere som samfundshjælpere.

Det var ikke uden en vis bæven, at jeg tirsdag tog en kigger med på programmet Royalisterne på DR. 

I foromtalen til programmet hed det blandt andet, at man ville møde en flok pensionerede spejdere, som ville invitere Dronningen på en sejltur på Slotssøen i Kolding.

Min bæven skyldtes, at journalister erfaringsmæssigt kan få de mest besynderlige historier ud af spejderbevægelsens gøren og laden - som oftest fordi spejderbevægelsens ideer om anstændig opførsel ligger temmelig langt fra den redaktionelle hverdag. Når man i vore dage - helt frivilligt og uden at få noget for det - tager et medansvar og får ting til at ske, må man i den journalistiske logik nødvendigvis være lidt sær og småtosset.

Det viste sig - som jeg nu nok havde på fornemmelsen - at indslaget handlede om en flok medlemmer af Sct. Georgs Gilderne i Kolding. Og jeg skal da være den første til at indrømme, at det ikke lige var gildernes yngste medlemmer, der havde påtaget sig tjansen som bådlaug ved Slotssøen. Men nu er det at være spejder jo ikke et erhverv - det er noget, man er hele livet igennem. Og derfor giver det dårlig mening, når DR omtaler disse gildebrødre som pensionerede spejdere.

Alligevel er jeg ikke utilfreds. Programmet gav faktisk et flot billede af disse modne spejdere, der havde fundet en opgave at stå sammen om. Det var nogle hyggelige mænd, som helt klar nød samværet - og var i harmoni med sig selv.

Men nu håber jeg altså ikke, at det vinder indpas at betegne medlemmer af Sct. Georgs Gilderne som pensionerede spejdere. Dels fordi man jo ikke kan blive pensioneret som spejder og udtrykket derfor ikke giver mening - men også fordi man er spejder hele livet.

Da jeg i sin tid blev spejder, var jeg otte år - og jeg blev medlem af Sct. Georgs Gilderne i 1992 som 34-årig. Dengang var det almindeligt at omtale gilderne som en sammenslutning af gamle spejdere - og jeg har derfor brugt en del år på at ændre det til en sammenslutning af voksne spejdere. Og skal jeg nu til at kæmpe mod pensionerede spejdere bliver det godtnok op ad bakke.

Jeg mener... Da jeg var 34 generede det mig at blive kaldt gammel spejder. Nu er jeg 54, og så skal jeg stadig finde mig i at blive kaldt gammel spejder. Den kamp bliver ikke nemmere de næste tyve år. For om tyve år er jeg jo formodentlig både gammel, pensioneret og spejder. Uha, uha...