mandag den 18. februar 2013

Fjernsyn for ørn

Så gik den søndag...

Vestjysk TV kæmpede en brav, men forgæves kamp for
 at få en ørn i kassen. Foto: Henrik Jespersen.
Søndag morgen var den herligste morgen. Temperaturen lå lidt over frysepunktet, og der var ikke en vind, der rørte sig.

Det var også Ørnens dag - og jeg blev derfor enig med min kusine om, at det lige var anledning til et møde på Vejlerne, hvor der var organiseret ørnekig - ikke af Ørneværnet, men Dansk Ornitologisk Forening.

Desværre holdt det gode vejr ikke. Det var blæst op, og der lå en fæl tåge over hele Thy, da vi mødtes på dæmningen ved Bygholm.

Der var forresten heller ikke nogen meldinger om ørn, så vi besluttede ret hurtigt at fortsætte hjem til kusinen i Thisted for en bid brød. Lige da vi var ved at gå, blev jeg stoppet af en medarbejder fra TV Midtvest, som godt lige ville vide, hvad der får ellers normale mennesker til at bruge en søndag på at kigge efter ørne.

Jeg svarede efter bedste evne, for jeg havde egentlig lidt ondt af den stakkels TV-dame. Sendt i byen efter ørne, men med udsigt til det rene ingenting. Og hun virkede virkelig som en, der tænkte "Hvad laver jeg her?".

Sådan gik den søndag. En god frokost i Thisted og fem sekunders berømmelse i vestjysk TV, men ingen ørn...


Ingen kommentarer: