Den lange rejse

Dina er kommet hjem - næsten...

For en måneds tid siden hentede jeg Dinas urne på krematoriet i Vejgaard. Hun står nu på vitrineskabet i spisestuen - Grønlandssalen, som jeg prætentiøst omtaler stuen med de mange grønlandske billeder på væggen.

Det er første trin på den lange rejse. Hun er kommet hjem til Nørremarksvej, men hjem er jo også Grønland - og jeg lovede hende for flere år siden, at jeg ville sørge for, at hun, når tiden kom, skulle begraves i Grønland.

Det er bare ikke så ligetil at komme til Grønland i øjeblikket.

Rejsebranchen er ramt af ketchup-effekten, og der er stort set udsolgt på alle flyvninger mod Grønland til ud på efteråret. Efter corona-nedlukningerne vil alle rejse - og det er godt for turistindustrien i Grønland. Men det går også den modsatte vej. Mange grønlændere har jo familie i Danmark - og efter flere års pause trænger de også til at møde familien, så alt er udsolgt.

Så det bliver først senere, at Dina kommer til Grønland. Det begynder jeg at se nærmere på efter sommerferien. Indtil da står Dina så på skabet - og jeg kan snakke lidt med hende hver aften, inden jeg går i seng. Og så pynte lidt med nogle af alle de blomster fra haven, som hun elskede. I øjeblikket studenternelliker og roser.

Roserne havde Dina et godt øje til - og hun passede dem helt sikkert bedre, end jeg gør. Jeg har altid været mere Søren Ryge end Claus Dalby - og det med at gå rundt med saksen og nusse, er desværre ikke min stærkeste side. Også fordi roser faktisk godt kan passe sig selv - bare de bliver klippet alvorligt ned om efteråret.

Nu kommer roserne til sin ret - og Dina kan sidde på sin lille sky deroppe i himlen og nyde dem. Mens tid er - for roser er der ikke mange af i Grønland.