Badehotellet i virkeligheden
Kærligheden kender ingen grænser – og netop nu står den på grænseløs og brændende kærlighed i køkkenet på Svinkløv Badehotel.Det er badehotellets grøntsagskok siden 2019, ungarske Tomas Kristo, der deler seng og køkken med den ligeledes ungarske Bogy Glárka, der som konditor sørger for, at gæsterne på Svinkløv Badehotel hver dag kan forlyste sig med den berømte valnøddekage og andre lækre kaloriebomber.De to mødte hinanden i Budapest i corona-året 2020 og fandt hurtigt sammen i interessen for den højere køkkenkunst. Tomas havde i sæsonen 2019 arbejdet på Svinkløv Badehotel – og vendte tilbage i april 2021 for at tilbringe sommersæsonen i det nordjyske. Og kæresteparret forsøgte at opretholde forholdet på distancen. Der er godt 1600 km mellem Budapest og Svinkløv.Men kærligheden og afstanden var for stor og for plagsom, så Tomas Kristo klagede sin kærlighedsnød til chefen, mesterkokken Kenneth Toft-Hansen, der selv er en følsom sjæl. Enden på det hele er det stof, som ægte kærlighedsromaner er lavet af.Kenneth Toft-Hansen inviterede i juni sidste år Bogy Glárka til Svinkløv og et job som konditor i det store køkken. Bogy sagde sit job og sin lejlighed i Budapest op, og de to blev installeret i et sommerhus i Hjortdal. I sommerens løb lærte Bogy alt om Svinkløv Badehotels særlige traditioner på kagesiden af den daværende chefkonditor Freja Krarup – og i år er det så Bogy Glárka, der står med ansvaret for bagværket og kagerne på badehotellet.- Freja Krarup er mit helt store idol, og selv om jeg havde mange erfaringer med mig fra Ungarn, var det en vild indlæringskurve, hvor jeg lærte nye ting næsten hver time døgnet rundt, siger Bogy Glárka.Da 2021-sæsonen sluttede, flyttede Bogy og Tomas til Stockholm for at prøve kræfter med nogle af den svenske hovedstads fornemste spisesteder.- Men Sverige er altså ikke Svinkløv Badehotel, så vi vendte selvfølgelig tilbage i april 2022, da årets sæson begyndte. Jeg er vild med Svinkløv, som er en helt særlig arbejdsplads, hvor jeg får lov til at folde mig ud, siger 28-årige Tomas, der efterhånden har ti års international erfaring som kok.Tomas Kristo kom oprindeligt til Svinkløv Badehotel i 2019 på anbefaling af sin daværende køkkenchef i Budapest, der selv havde arbejdet på badehotellet i ti sæsoner før branden i 2016.- Så man kan godt sige, at Tomas på en måde har arvet jobbet.- Vi er meget glade for de ungarske kokke, som tager ansvar og går ind i arbejdet med både krop og sjæl, siger Henrik Aggerholm Olsen, der er køkkenchef på Svinkløv Badehotel og Tomas Kristos nærmeste chef.26-årige Bogy Glárka er egentlig uddannet som civiløkonom på universitet, men kærligheden til at bage var for stor. Efter universitet tog hun derfor et halvt års konditorkursus og har siden haft konditorkunsten som sit levebrød.- Siden barndommen har jeg været vild med at bage – og hvis ikke det var mit job, ville jeg helt sikkert melde mig til Bagedysten på TV, siger Bogy Glárka.Bogy og Tomas satser alt på kærligheden og karrieren på den internationale køkkenscene. Der er ikke planer om småfolk foreløbig.- Når sæsonen slutter her på Svinkløv, tager vi til København for at arbejde i hovedstaden i vinterens løb – og så håber vi selvfølgelig, at Kenneth og Henrik vil have os tilbage til 2023-sæsonen.- Vi elsker både hinanden, Svinkløv Badehotel og også Hjortdal, som er en hyggelig lille by med rare mennesker, siger Bogy og Tomas med et kærligt blik på hinanden.Artiklen har været bragt i flere medier - første gang i Ugeavisen Fjerritslev:Brovst 21. juni 2022
Ingen kommentarer:
Send en kommentar