onsdag den 6. september 2023

Op på mærkerne

Alfred hædret på frimærke

Den 76-årige tidligere Sirius-mand Alfred Olsen, der bor i Hals, er blevet hædret af det grønlandske postvæsen, Tusass, der har valgt ham som motiv på et nyt frimærke, som udkom mandag.

Det blev onsdag markeret ved en kaffemik i hjemmet på Korsholm med både grønlandsk korsang, taler, rensdyrkød og masser af kage, som det er skik i Grønland. Ved kaffemikken deltog Alfred Olsens naboer og venner – ikke mindst to af kammeraterne fra Slædepatruljen Sirius fra Olsens årgang.

- Det er helt unikt, at vi udgiver et frimærke med en nulevende person uden for kongehuset rækker, men du er også helt unik. Så du var det naturlige valg til vores nye serie, som hedder Hverdagens Helte, sagde chefen for frimærke-afdelingen i det grønlandskepostvæsen  Allan Pertti Frandsen ved kaffemikken.

Alfred Olsen kvitterede for hæderen med en opfordring til Grønlands ungdom om at gå ind i militæret og tage ansvar for forsvaret af det store land.

- Det kræver mod, samarbejde, planlægning og ikke mindst stædighed at være medlem af slædepatruljen. Det er gode egenskaber, som man har glæde af resten af livet, sagde Alfred Olsen, der flere gange var ved at miste livet under de to års militær-tjeneste i Nordøstgrønland.

Alfred Olsen var i 1970 den første grønlænder, som klarede den benhårde optagelsesprøve til Slædepatruljen Sirius. Han blev landskendt i både Danmark og Grønland, da han i forårets store DR-serie om slædepatruljen fortalte om en ulykke i januar 1971, hvor han sammen med tre kammerater mistede telt og udstyr i en forrygende snestorm. De overlevede kun ved at lægge sig tæt sammen og sommetider oven på hinanden i snestormen, der varede to døgn.

DR-serien er blevet set af netseere over hele verden – og overalt gyser TV-seerne, når Alfred Olsen fortæller om sine oplevelser i ødemarken i Nordøstgrønland.

Efter militærtjenesten vendte Alfred Olsen tilbage til hjembyen Sisimiut på den grønlandske vestkyst lige nord for polarcirklen, hvor han gjorde karriere i entreprenørbranchen. Da han stoppede i 2020, flyttede han til Hals for at nyde sit otium sammen med hustruen Kirsten Bødker.

Flytningen betød, at han måtte sige farvel til sine elskede hunde og hundeslæden. Det kompenserer han for ved at passe naboernes hunde. Han har et godt tag på hundene, der lærer, at en hund altid skal gå forrest og skal adlyde det mindste fløjt.

- Lidt ligesom jeg gjorde, da jeg valgte Slædepatruljen Sirius, fortalte Alfred Olsen med et grin.

Hjemme i Sisimiut var frimærkeudgivelsen og den store hæder til bysbarnet så stor en begivenhed, at lokalradioen, Sisimiut Tusaataat, sendte direkte fra kaffemikken i Hals.

Det nye grønlandske frimærke er tegnet af den grønlandske kunstner og skuespiller Lisbeth Karline Poulsen. Frimærket og tilhørende førstedagskuverter kan bestilles på stamps.gl.

Historien blev bragt første gang i Nordjyske 1. september og er i denne uge forsidehistorien på Dronninglund-Hals Ugeavis. På fredag bringer Sermitsiaq en lidt længere reportage fra kaffemikken. Læs mere om Alfred her. 

Ingen kommentarer: