fredag den 3. marts 2023

Verdens sejeste Alfred

Isbjørnene kan bare komme an

75-årige Alfred Olsen, der bor i Hals, blev landskendt, da DR for nylig sendte dokumentarserien om Sirius-patruljen.

Alfred Olsen var i sin tid den første grønlænder, som blev medlem af den legendariske militær-enhed på kun 12 mand og 80 slædehunde. Sirius håndhæver Kongeriget Danmarks suverænitet i den 972.000 km2 store nordøstgrønlandske nationalpark – det svarer til Frankrig og Spanien tilsammen – og det var ved at koste ham livet i 1971.

TV-seerne gøs, da han fortalte om en ulykke i januar 1971, hvor han sammen med tre kammerater mistede telt og udstyr i en forrygende snestorm. De overlevede kun ved at lægge sig oven på hinanden i snestormen, der varede to døgn – og det endte med, at to af mændene måtte evakueres til Rigshospitalet, mens Alfred og kammeraten Henrik måtte bruge to måneder med skånetjeneste som radiotelegrafister, inden de kunne komme af sted på forårsrejsen med slæden og de tretten hunde.

Den tur bød på en vred isbjørn. Det vender vi tilbage til, men hvordan gik det til, at Alfred Olsen blev den første grønlænder i Sirius? Det er ikke værnepligt i Grønland, så det er kun ganske få grønlændere, der får en militær karriere.

- Min far, Wilhelm Olsen, var en af de første grønlandske politimænd og arbejdede en del år i Sisimiut. Her voksede jeg op – og fik allerede som lille barn mit første hundespand på fem hunde, fortæller Alfred Olsen.

- Interessen for hundene og hundeslædekørslen har aldrig forladt mig, men jeg måtte naturligvis opgive det, da vi kort efter min konfirmation i 1961 flyttede til Hundested, fordi min far var blevet ansat i kriminalpolitiet i Frederikssund. Resten af min skoletid foregik derfor i Hundested, hvorefter jeg kom i lære som maskinarbejder på Hundested Motorfabrik.

- Jeg blev udlært i 1967 – og fordi jeg boede i Danmark, skulle jeg selvfølgelig som andre unge danske mænd på session. Jeg blev rekrut i flyvevåbnet på Flyvestation Skrydstrup i 1968 – og det var her, jeg første gang mødte en Sirius-mand, som jeg ellers kun havde hørt om i radioen. Det var min delingsfører, som selv havde været i Sirius, og han opfordrede mig til at søge ind.

- Det var imidlertid et optagelseskrav, at jeg havde en befalingsmandsuddannelse, så jeg kom på sergentskolen på Flyvestation Værløse. I 1969 søgte jeg ind til Sirius, kom gennem det første nåleøje og kom på forskole sammen med syv andre – vel vidende at der kun var brug for seks mand.

- Forskolen begyndte i januar 1970 - den første halvanden måned i Norge, hvor vi trænede skiløb og vinterkrig sammen med tropper fra de andre Nato-lande – og herefter på Holmen i København, hvor vi blev undervist i kort, kompas, flykending, førstehjælp på et højt plan, for vi skulle både kunne give indsprøjtninger, sy sår sammen og reparere tandskader med tandlæge-cement. Mere skydetræning og så motorlære. Men det med motorer kunne jeg jo i forvejen fra Hundested Motorfabrik.

- Den sidste opgave inden den endelige udvælgelse gik ud på at pakke næste års proviant til Sirius. For hvis der var noget, der kom til at mangle, så var det vores egen fejl.

Foto: Privat
- Da vi skulle gennem den endelige udvælgelse, viste det sig, at der det år var brug for syv mand, fordi en af de gamle Sirius-folk skulle hjem efter kun et år på grund af forfrysninger. Nummer otte på holdet faldt fra, fordi han havde fået en kæreste, så efter de afsluttende samtaler med befalingsmænd og psykologer, endte det med, at jeg skulle afsted til Daneborg den 13. juli 1970.

- Jeg nåede kun at være på Daneborg en dag. Så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbringe sommeren på Ella Ø sammen med en anden af de nye og to af de gamle Sirius-folk.

- Vi skulle i sommerens løb rydde op efter isbjørnebesøg – og så havde jeg en specialopgave med at få hyttens båd, en lille kutter med navnet Arnaq, til at sejle igen. Motoren var kaput. Stemplerne var brændt af, men da det var en Hundested-motor, var det nu en overkommelig opgave at få motoren i tiptop-form.

- Efter en herlig sommer på Ella Ø vendte vi tilbage til Daneborg i slutningen af september og begyndte at gøre klar til efterårsrejsen, der er en forholdvis kort tur, hvor det først og fremmest handlede om, at vi uden erfaring skulle lære at være på tur og telte – og i det hele taget få de daglige turrutiner ind på rygraden.

- Der blev også dannet slædehold – og jeg kom sammen med den meget erfarne Sirius-mand Henrik Friis, der på det tidspunkt havde tre års Sirius-tjeneste bag sig og også var stationschef. Lige som jeg havde Henrik i øvrigt stor erfaring med hundeslæde fra barnsben. Hans far havde boet nogle år i Sisimiut, hvor han arbejdede for KGH, så vi var et godt makkerpar fra første sekund.

- Efter jul og nytår begyndte vi forberedelserne til forårsturen. Det var planen, at Henrik og jeg skulle flyve til Station Nord med hundene, kører op over Grønlands Nordspids og tilbage til Daneborg. Men turen på 4.600 km blev aldrig til noget – og det ærgrer mig den dag i dag. For det kunne have været en meget stor oplevelse.

- Men – som man også har kunnet se i TV-dokumentaren – gik kokken og teknikeren fra vejrstationen på Daneborg gennem isen på en weekend-tur, og den 10. januar blev det bestemt, at vi skulle køre fire mand til Augustadalen for at hente teknikerens lig.

- Her gik alt galt. Det blev orkan, og vi mistede teltet og det meste af vores grej. To af os fik alvorlige forfrysning og måtte efterfølgende evakueres til Rigshospitalet, mens Henrik og jeg fik gnist-tjeneste – altså arbejde som radiotelegrafister på Daneborg – den første halvdel af foråret, blandt andet fordi jeg havde fået forfrysninger i knæet.

- Men vi fik en kortere slædetur i anden halvdel af foråret. Turen gik til området nord for Danmarkshavn, hvor vi modtog flydrop med proviant, som vi fordelte til depoter i området. På tilbageturen vendte vi døgn, så vi kørte om natten og hvilede om dagen, fordi sneen blev blød i forårssolen.

- På et tidspunkt så jeg ude til højre en isbjørn – og det er superbenzin til hundene, så jeg løb efter den på skiene. Den løb op på et klippeskær, der stak op af isen, så jeg kom om foran den og fik den med et enkelt skud med riflen.

- Dengang var det tilladt – og det blev mit livs første isbjørn. Imens havde Henrik losset slæden og kom så og hentede bamse. Vi fortsatte mod den gamle fangsthytte på Hvalrosodden, hvor vi deponerede noget af kødet – og så gik turen sydover igen.

Foto: Privat
- Et par dage senere gentog historien sig. Jeg satte af sted på skiene, mens Henrik gjorde slæden klar til bjørnetransport. Jeg løb isbjørnen ind og skulle til at skyde, da jeg opdagede, at jeg havde glemt riflen. Så tog jeg min pistol og skød fem gange mod hjerteregionen. Isbjørnen lod sig ikke mærke med det, men brølede og virkede rigtig godt arrig – og jeg nåede da lige at tænke, at nu var jeg vist i knibe, da Henrik kom bagfra med slæden og nedlagde bamse med et enkelt pragtskud på stor afstand.

Efter opholdet ved Sirius fik Alfred Olsen en civil uddannelse som entreprenør og vendte tilbage til fødebyen.

- Efter nogle år startede jeg en entreprenørafdeling i kommunen. Senere deltog jeg i byggeriet af lufthavnen i Nerlerit Inaat nær Scoresbysund i Østgrønland for at se, hvordan man gør sådan noget, så vi kunne opbygge en grønlandsk uddannelse på Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut, så de grønlandske arbejdere var klar til halvfemsernes mange lufthavnsbyggerier i syv byer på Vestkysten.

- Vi grønlændere har en pligt til at gøre tingene selv, men det kræver uddannelse, så derfor blev jeg i 1997 ansat på Bygge- og Anlægsskolen, hvor jeg senere også var med til at opbygge Råstofskolen.

Det blev også til en politisk karriere. Første gang fra 79 til 83 i kommunalbestyrelsen i Sisimiut – og siden igen som valgt for partiet Siumut i perioden 1997 – 2011, hvor han blandt andet var formand for Socialudvalget og tog initiativ til Grønlands på det tidspunkt mest moderne alderdomshjem.

Alfred Olsen holdt op med at arbejde i 2020. Her flyttede han til Danmark og et dejligt hus i Hals med udsigt over Limfjordens munding sammen med hustruen Kirsten Bødker.

Når Alfred Olsen ser tilbage på sit begivenhedsrige liv, er han sikker på, at sessionen og indkaldelsen til militæret var et vendepunkt, der banede vejen for fremtiden.

- Der er for mig ingen tvivl om, at værnepligt og militærtjeneste er baggrunden for, at så mange danske klarer sig godt i voksenlivet. Her lærer de samarbejde og ordholdenhed, som er vigtige på alle arbejdspladser – og jeg har i hele mit politiske og pædagogiske virke altid lagt vægt på militæret som et forbillede. Blandt andet sørgede jeg for, at alle skoleklasser besøgte flådens skibe, når de var i Sisimiut.

Alfred Olsen hilser det derfor med tilfredshed, at der nu efter mange års debat er lavet en aftale mellem den danske regering og det grønlandske selvstyre om at indføre værnepligtsafprøvning i alle de grønlandske uddannelsesbyer.

Det er 30 år siden, at jeg mødte Alfred første gang. Jeg var lige flyttet til Sisimiut - og Alfred inviterede mig på en tur med hundeslæden. Da Alfred for kort tid siden medvirkede i DR's Sirius-serie, tog jeg telefonen og inviterede mig selv på en frokost. Det kom der denne artikel ud af, som har været bragt i flere forskellige medier. Selvfølgelig tilpasset det konkrete medie. Denne version er udgaven fra Hals Avis.

Alfred og fru Kirsten på forårets sidste slædetur i Sisimiut 2018.

Ingen kommentarer: