torsdag den 30. marts 2023

En lang dag på kontoret

Dagens dont

Det er nu tredive år siden, at jeg rejste til Grønland på en enkeltbillet. Onsdag tog jeg afsted igen, men denne gang med returbillet. Endda til samme dag. Det har jeg aldrig prøvet før, men nogen skal jo lave det hårde arbejde...

Op klokken tre, i bad og smøre madpakke til bilturen. Klokken fire afsted til Billund. Så med fly til Kangerlussuaq og ni kvarters ophold i Grønland. Retur til Billund, hvor jeg landede 20.23 og hjem til Øland med ankomst lige før midnat.

Det var en fin tur. Godt flyvevejr og supervejr i Kangerlussuaq med solskin og femten graders frost, hvilket ikke er særlig koldt på de kanter. Luften er tør, så jeg fik ikke en gang brug for de handsker, som ellers var i rygsækken - sammen med kamera og pc, for det var jo arbejde.

Anledningen var en ny flyrute mellem Billund og Kangerlussuaq, som åbnede onsdag. Jeg var inviteret med på jomfrurejsen af Air Greenland, der satser på en ugentlig afgang hver onsdag fra det midtjyske.

Initiativet er blevet godt modtaget af mange i grønlændere i Aarhus, Odense og Trekantområdet, som ser frem til at undgå den trælse og fordyrende omvej via København - og der skal såmænd nok være mange turister, der også vil benytte sig af tilbuddet.

Her fra Nordjylland er det fortsat nemmere at flyve via Kastrup efter min vurdering - og der er også mange flere afgange end den ene ugentlige afgang. Vi nordjyder kan så håbe, at det går så godt for den nye rute, at Air Greenland igen får mod på at lande i Aalborg, som det skete nogle få gange om sommeren i perioden 2014-16.

Jeg lavede et par billeder før afgangen, for der var både kaffe, kage og taler i den festlige anledning. Lufthavnsdirektør Jan Hessellund i Billund var selvfølgelig meget stolt og ringede med skibsklokken til afgang.

Jeg skrev artiklen til Sermitsiaqs bagside under flyveturen op og sendte det til avisen, da jeg ankom til Kangerlussuaq - umiddelbart før ugens deadline.

Så blev der tid til en halv time i solen foran cafeteriet inden sikkerhedskontrol og taxfree, hvor jeg også provianterede den lækreste rensdyrspegepølse fra Kamik i Nuuk. Så lige en smøg på altanen over gaten, hvor der er et formidabelt udsyn over området. Det er smukt - og noget jeg helt bestemt vil savne, når flyene i en nær fremtid går direkte til Nuuk.

Fremtiden er usikker for Kangerlussuaq. Militæret vil fortsat være her, men den civile lufthavn og turistindustriens fremtid i området er usikker. Det problem bruger vi meget spalteplads på i avisen.

Men en fin dag var det. Sådan med en smuttur til Grønland. Men alderen begynder at trykke. Jeg var godt brugt, da jeg kom hjem 20 timer efter afgang fra Øland. Det er vist godt, at det ikke er alle dage på kontoret, som er så lange...

Ingen kommentarer: