fredag den 22. september 2023

Projektweekend

Et skridt videre

Det er ikke altid, at jeg rider samme dag, som jeg sadler. Jeg har altid mange ideer til ting, der skal laves, men somme tider er der ualmindeligt langt fra tanke til handling.

Sidste weekend fik jeg ryddet lidt op i stakken af projekter. Det er jo ved at være efterår, så der var en del malerarbejde, der skulle sluttes. Så nu har jeg malet og samlet elementerne til det nye skjul til skraldespandene ude ved vejen. Så kan jeg altid på et senere tidspunkt få gravet ud og lagt fliser og gøre stativet færdigt. For det arbejde er ikke temperatur-afhængigt.

Det irriterer mig, at jeg er nødt til at bruge kræfter på det projekt. Skjulet er en følge af nye regler fra kommunen, der betyder, at renovationen skal stå ved vejen. Det ligner lort med alle de affaldscontainere, vi efterhånden er belemret med. Og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke længere må gemme sit affald ude bagved - fjernt fra offentligt indblik Der skulle ellers være så smukt ude på landet. Men æstetisk sans plager hverken embedsmænd eller politikere, der nyder udsigten til de bonede gulve - fjernt fra virkeligheden.

Jeg fik også lavet lavet inddækningen på redskabsrummet. Det er to år siden, at inddækningen blev revet ned af en orkan. Egentlig skulle det allerede være repareret sidste forår, men så døde Dina jo. Men nu er det plads - og det ser flot ud. Især fordi også udsmykningen nedenunder - to trærelieffer -  har fået en forfriskende gang maling.

Jeg fik også lavet nyt lys i brændeskuret. Med bevægelsessensor og det hele. Det var også på tide. Materialerne blev allerede indkøbt før jul.

Nu lægger jeg så handy-opgaverne til side et par uger. For der er også en del projekter i haven, som jeg gerne vil have af vejen, inden efteråret for alvor sætter ind. Så jeg krydser fingre for, at det bliver godt vejr i weekenden.

Ingen kommentarer: