lørdag den 14. august 2021

En klang lys og klar fra himmelrummet

I skovens dybe, stille ro


Gildeledelsen i 8. gilde kunne godt have brugt en god gammeldags røgvender, da gildet torsdag aften tog hul på efterårs-sæsonen.

Det skete med en friluftsgildehal midt i Rold Skovs dybe, stille ro ved Stendalshytten. Først gildehal omkring bålet bag ved hytten og efterfølgende middag i hytten. Menuen stod på den obligatoriske sildemad efterfulgt af hjemmegjort stuvet spidskål med lige så hjemmegjorte frikadeller - og så en småkage til kaffen.

Det var en herlig aften. Ikke en vind rørte sig, temperaturen var bekvemt omkring de tyve grader - og da mørket indfandt sig, stod det klart, at de lyse nætter er forbi. Til gengæld var meteorregnen Perseiderne på sit højeste og bød på op til 120 stjerneskud i timen. Tid til stilhed. Tid til ro. Tid til fordybelse. Tid til at mindes de mange gode stunder, som spejderbevægelsen har givet.

Det var måske ikke alle, der oplevede stjerneskuddene. Vi sluttede ved godt 22-tiden, og da var det lige knap mørkt. Men jeg var i den arrangerende gruppe, så der skulle ryddes op.

Bagefter blev der lige tid til fordybelsen i havestolen under den åbne himmel.Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde taget soveposen med. Den herlige sensommernat var den perfekte ramme til en nat under åben himmel i soveposen ved siden af bålet. Sådan som rigtige spejdere gør det...

Ingen kommentarer: