søndag den 15. marts 2020

Tukuma Arctica

Et stort skib

Tukuma var en gang titlen på en dansk film med Thomas Eje i hovedrollen - og som foregik i Grønland. Det er en del år siden, at jeg så filmen, som jeg husker som ret kedelig.

Men i sidste uge dukkede Tukuma så op i Limfjorden. Tukuma (den som er kvik, vågen og har travlt) er nemlig navnet på Royal Arctic Lines nye flagskib, der sammen med to tilsvarende skibe fra islandske Eimskip skal sejle i fast fart mellem Danmark, Island og Grønland med ugentlige afgange for Aalborg (frem til 2022) og Aarhus og op til Nuuk.

Tukuma ankom sidste tirsdag fra værftet i Kina og stod ind over Hals Barre som det største containerskib, der nogensinde har besøgt havnen i Aalborg.

Og skibet er enormt:179 meter langt og 31 meter bredt og en lasteevne på 2150 20-fods containere.

Det er også højt. Overbygningen strækker sig godt 45 meter i vejret. Det svarer til en 13 etagers bygning.

Det erfarede jeg på den hårde måde, da jeg fredag formiddag var om bord på skibet. Der var mange trapper - og det var altså lidt af en udfordring for en lettere korpulent reporter og fotograf. Men jeg overlevede da, og historien kom i hus.

Det blev til to artikler til Sermitsiaq, som kan ses her og her.

Torben Agersted har opfordret mig til også at bringe nogle af billederne her på bloggen, så det gør jeg lige...




Ingen kommentarer: