Ressourcespild

Forbrugssamfund

Dette fine Beovison M20 fulgte mig trofast i 25 år, men 
så blev TV-standarden lavet om til bredformat - og så 
måtte det ud i 2011. Nu - mindre end ti år efter - bliver
TV-standarderne igen lavet om, så næsten nye fjernsyn
 bare skal smides væk. Ressourcespild, mener jeg.

For nogen tid siden ryddede jeg op på værkstedet. På hylderne stod der lille transistorradio, som jeg ikke har brugt længe.

Med et alvorligt stik af vemod røg den i skraldespanden, selv om den kun var 20 år gammel. Lidt af et teknisk vidunder, som kunne tage både kort-, mellem- og langbølger – foruden FM, forstås. Anskaffet i 2000 under et halvt års ophold på Lofoten, så jeg kunne følge med i de danske nyheder fra Kalundborg-senderen. Det var dengang, man kunne høre dansk radio over hele verden.

Nu til dags kan man dårligt høre dansk radio i Danmark, for transistorradioen fik følgeskab i skraldespanden af min første DAB-radio, der heller ikke kan bruges mere, siden DAB-signalet blev slukket i 2017. Jeg var ellers blevet glad for især P5 og programmerne med Jørgen de Mylius, men nu har jeg da klaret mig i et par år stort set uden radio.

De tilbageværende FM-kanaler siger mig ikke rigtig noget, som de er plastret til med ligegyldige studieværter – gerne to til tre styks ad gangen - og tæppebankermusik. Så hellere læse en bog eller avis, så længe det fortsat er tilladt…

Og nu ser det ud til, at fjernsynet går samme vej. Den 31. marts flytter det æterbårne TV-signal nemlig til det såkaldte DVB-T2 – og med et trylleslag er ti år gamle TV-apparater akkurat lige så forældede som langbølgemodtageren. Det er miljøsvineri og ressourcespild i verdensklasse.

Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg ikke køber nye TV-apparater eller hopper på bredbånds-TV. Der er nok af andre ting at bruge penge på.

Omlægningen af signalerne er ganske meningsløs. Radioerne og fjernsynsapparaterne fejler jo ikke noget, hvis det ikke var for politikerne. Jeg vil ikke lade mig spænde for forbrugsvognen. Nok er nok. I disse tider, hvor jeg skal have dårlig samvittighed over at spise rødt oksekød og fyre i brændeovnen, hører det simpelthen ingen steder hjemme, at det politiske system vil tvinge mig til at købe nyt fjernsyn.

Det er en skandale, der får de grønne ambitioner til at klinge hult. Det grønne er godt nok, når politikerne skal finde nye beskatningsobjekter, men det er et skridt frem og to tilbage, når de selvsamme politikere vil have os til at kassere brugbare fjernsyn.

En gang var jeg så naiv, at jeg troede, at politikerne var folkets tjenere. Deres fornemste opgave var at gøre det lettere at være dansker.

Jeg tog grusomt fejl. Årlige omlægninger af radio- og TV-frekvenser er blot et af mange anslag mod en god og tryg tilværelse i det lille kongerige. Dag for dag bliver det bare sværere og sværere, fordi politikerne med deres idelige reformer og nyskabelser gør, at vi skal bruge alle vores kræfter på omstillinger og gøre tingene på en ny måde. Det er uproduktivt, når man laver om på ting, som fungerer – og al erfaring viser jo, at tingene ikke bliver bedre, selv om de nye.

Men de bliver dyrere og dyrere. En gang havde vi verdens bedste telefonsystem. En udbyder og en pris. Nu skal man bruge tid og kræfter på med jævne mellemrum at tjekke priserne på skrattende mobilabonnementer hos kapitalfonde, der ikke er andet end vulgære nouveaux riches og gullaschbaroner. Og lydkvaliteten i telefonerne er bare gået ned og ned, siden Bang og Olufsen i 1983 lancerede den navnkundige Beocom 1, der var verdens første telefon med lyd i hifi-kvalitet.

Den gang kunne vi være stolte af at være danskere. Nu er der ikke så meget tilbage at være stolt af. Måske vi alligevel skal overgive os til kineserne, for der får man i det mindste lidt for skattepengene?

Jeg mener – kineserne kunne bygge et hospital til 1.000 patienter i Wuhan på kun ti dage. Nu har Region Nordjylland brugt ti år på den samme opgave i Aalborg Øst.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 11. marts 2020.