tirsdag den 24. oktober 2023

Kartoffelmos og gode sager

Rensdyrgryde

Weekendens stormvejr var en påmindelse om, at det er sæson for kartoffelmos. Så på fredagens indkøbstur om formiddagen røg der en pose bagekartofler i vognen.

Så var spørgsmålet, hvad jeg skulle have til kartoffelmosen. Det endte med at blive et helt lille projekt, for det blev søndag, inden jeg kunne sætte mosen til livs. Men pyt - jeg skulle arbejde både fredag og lørdag aften, og der er ikke noget, der er så motiverende for arbejde som sult.

I fryseren fandt jeg en rensdyrbov mellem andre gode sager. Den skulle lige tøs op. Egentlig havde jeg gemt det til gæstemad. Men så må jeg finde på noget andet, når det bliver aktuelt.

Lørdag morgen skar jeg kødet fra benene og trimmede for sener. Benene og afskæret røg i en gryde med nogle løg, nogle gulerødder, lidt løvstikke samt et par timiankviste og fik lov at simre  seks timer til en kraftig fond.

Selve kødet røg søndag morgen i en gryde og blev brunet af sammen med lidt bacon i tern og løg. Så fik det lov at simre sammen med lørdagens fond i 40 minutter. Herefter hældte jeg nogle gulerødder i temmelig rustikke tern og nogle champignon oveni - og det fik så lov at simre yderligere en halv time. Jeg smagte til med salt og peber, tilsatte en god sjat fløde, lidt kulør og jævnede med maizena. Så var det rensdyr barberet og klar til søndag aften.

Så manglede jeg kun kartoffelmosen, der var det egentlige mål med operationen. Det blev temmelig sent søndag aften, før jeg fik det lavet. For vinden havde lagt sig - og jeg nød efteråret, skumringstimerne og løvfaldet på gårdspladsen. Det var alt for dejligt vejr til at gå indendørs. Men til sidst sejrede sulten.

En god weekend. Behøver jeg at sige, at det smagte fantastisk med en solid klat tyttebærsyltetøj? Og så er der rensdyr til de næste dage også.

Ingen kommentarer: