Der er sikre forårstegn i luften. Blandt andet så jeg lørdag formiddag årets første lærke her på Øland - og så kan det altså ikke gå helt galt længere.
Så søndagen gik med at snedkerere redekasser. I forvejen har jeg fem redekasser i haven. De er i sådan et all-round design, som passer til mange af de hul-rugende fugle - blåmejse, musvit og ikke mindst skovspurven, som er særdeles talrig i haven.
Derfor lavede jeg to redekasser med et ultralille hul på kun 28 mm. Det hul er så lille, at kasserne kun kan bruges af de allermindste mejser - blåmejse, sumpmejse, sortmejse og topmejse. Dermed håber jeg at have skabt lidt bedre forhold for de mindste fugle, som samtidig er noget af det sjoveste at se på.
Desuden har jeg lavet et par åbne redekasser, som henvender sig til en bred række fugle - gråspurv, rødhals, fluesnapper og så videre.
Jeg overvejer nu også i løbet af ugen at bygge et regulært stærehøjhus. Det skyldes nu især, at flere af mine bekendte har fået deres græsplæner raseret af gåsebille-larven - og at stæren er noget af den bedste forsikring mod den slags hærværk.
Håndværkskyndige læsere vil sikkert bemærke, at jeg ikke gør så meget ud af finishen på redekasserne. Det er der flere gode grunde til. For det første er fuglene ligeglade, for det andet er det vigtigt, at redekassen kan ventilere, og at eventuelt regnvand også kan løbe ud af den.
Har du lyst til at bygge dine egne redekasser, er der god inspiration at hente på DOF's hjemmeside.
Forresten fortsætter det gode forårsvejr. Mandag formiddag fik jeg brændt en del haveaffald med mere af. Desværre blev mit grin også lidt svedent, så jeg måtte lige en tur i al hast til frisøren mandag eftermiddag - hehe...
Jesper
Cycling instead of running
7 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar