Den, som keder...

I det ene af søndagens to afsnit af den engelske TV-serie "Små og store synder"på Charlie siger den kloge og erfarne Sergeant Merton i en højdramatisk situation med et bortført barn, og hvor følelserne er ved at løbe af med fornuften: "Politiarbejde handler om at minimere risikoen".
Disse vise ord kan hovedpersonen i TV2's nye forsøg inden for TV-dramaet, Katrine Ries Jensen, passende skrive sig bag øret. For mage til tumbet opførsel skal man da lede længe efter. Utroværdig langt ind i kriminallitteraturens rædselskabinet af egenrådighed og efterforskning uden fornøden backup skal man da lede længe efter. Det er faktisk rigtigt slemt, trivielt og kedeligt, da hun allerede 10 minutter inde i første afsnit bliver sat af sagen første gang, men alligevel fortsætter - og vi kan vel forvente, at det vil ske nogle gange endnu. Det er tåkrummende irriterende at se hende rende rundt midt om natten uden sin foresattes viden og lede efter spor i en diset skov, der mest af alt leder tanken hen på Baskervilles hund - og selvfølgelig skal det gå galt, da hun og psykologen på helt egen hånd finder gerningsstedet.
Men det er til gengæld lidt af en cliffhanger, da hun i afsnittets sidste minutter - på grund af sin egen uforsigtighed - ryger ned i Danmarks første seriemorders dræberkiste.
Desværre ryger lidt af spændingen, da TV2 vanen tro umiddelbart efter afsnittet viser en trailer for næste afsnit - og der ser vi, at hun åbenbart slipper helskindet fra opholdet i kisten.
Det var med bange anelser, at jeg søndag satte mig foran fjernsynet for at se dette første afsnit af "Den som dræber". Den er nu blevet markedsført voldsomt den seneste måned - både på TV2 selv, i avisannoncer og på store billboards i det urbane landskab. En så massiv markedsføring spænder normalt forventningerne højere, end produktet kan bære. Læg dertil, at TV2 jo ikke ligefrem er kendt for at satse på kvalitet. Stationen leverer noget af det værste slam og journalistik, der ses i danske media.
Endelig er der det problem, at serien markedsføres som et barn af Elsebeth Egholm, der producerer noget af det mest sludrende og uvedkommende litteratur, der nogen sinde er udkommet på dansk. Kvinden, der ofte betegnes som en såkaldt krimidronning, er generelt bedre til at fange og lefle for tendenser i tidsånden end til at skrive.
Første afsnit af serien levede op til nogle af de værste forventninger. Konflikt med chefen, af sagen, egenhændig efterforskning, på sagen igen, karrierefokus, og oh rædsel, værst af alt, børnepasning for veninden. Børnepasning og fortrolig vendindesnak er noget af et værste, som findes i den moderne krimi - og som regel er det bare fyld, der ingen betydning har for plottet, men som skal med, fordi man nu engang har set en svensk forfatter eller to have lidt succes med et socialrealistisk anstrøg.
Irriterende i denne serie er også lydsiden. Opgearet og fyldt med effekter, så det ind i mellem er svært at høre, hvad der bliver sagt. Og fuldstændig overflødigt, hvis ellers plottet er godt.
Flere gange i dette første afsnit af "Den som dræber" var fingeren også foruroligende tæt på afbryderen. Men der var også et par gode takter, som gør, at jeg nu nok alligevel hænger på. Skildringen af ondskaben var hårrejsende - og som sagt sluttede afsnittet med en rigtig cliffhanger, sådan som en ordentlig krimi skal.

Jesper

Foto: TV2