Skjulte fejl og mangler

Elsebeth Egholm er af en samlet anmelderskare blevet udråbt til en dansk krimi-dronning. TV2 har endda besluttet at lave hendes bøger, der til borgmester Wammens store begejstring foregår i kvarteret omkring Århus Å, til en ny TV-serie a la Samsø-strømer.
Desværre er al den hype udelukkende udtryk for ønsketænkning. Den første bog i serien, Skjulte fejl og mangler, er simpelthen noget af det kedeligste og mest sludrevorne, jeg længe har læst. Det er muligt, at det er en såkaldt femi-krimi, som markedet ønsker, men i så fald er den skrevet i en ordentlig østrogen-rus. Handlingen slæber sig af sted, mens vi følger tre desperate veninder i 40 års alderen nippe til deres cafe latte på cafeerne langs åen i Århus centrum. Hvad kommer det mig ved? spørger jeg. Intet er mig mere fremmed!
Bogen reflekter al tidens dårligdom. Politisk korrekthed, cafe latte, kvindesagen, barnløshed, narcissisme, fremmedhad. Puha, det er en tung omgang. Skrevet i den der moderne lidt selvironiske tone a la Nynnes dagbog. Glem det - vi ved godt, at desperate kvinder i panikalderen ikke ejer selvironi - de lader bare som om, fordi det nu en gang ikke er god tone at være selvoptaget.
Jeg har gået til og fra bogen i flere måneder nu - uden at den på noget tidspunkt har holdt mig fanget. Muligvis kunne en skrap forlagsredaktør have reddet den - men det er ikke sket.
Da TV2 annoncerede, at man ville lave en TV-serie over Egholms bøger, annoncerede man samtidig, at serien kun ville bruge bøgerne som forlæg - de vil ikke blive fulgt slavisk. Den beslutning synes ganske fornuftig.
Selv om det er sagt før, vil jeg ty til den gamle anmelderfloskel: Anmelde denne bog? Ja, det skulle da være til politiet! For der burde egentlig være en lov mod at kede læserne i en sådan grad, som Elsebeth Egholm gør.
Der kan desværre - uanset hvor velvilligt jeg ser på danske krimi-dronninger som fænomen - ikke blive så meget som en enkelt tørfisk til Skjulte fejl og mangler. For bogens fejl og mangler er ualmindeligt slet skjulte.

Jesper