søndag den 21. juni 2009

Politisk korrekte retirader

Torsdag kom sommeren til Tromsø - og fuldstændig refleksmæssigt smed befolkningen vinterens triste nordbo-attituder væk og sprang ud som sydlændinge med et festligt leben på alle byens fortovs-restauranter.
Således også undertegnede, der faktisk ikke havde fået en fadbamse i en måneds tid. Sommer og sol 24 timer i døgnet i Tromsø må nødvendigvis fejres. Og stedet, hvor den slags foregår, er byens navnkundige cafe og restaurant - Skarven. Det er her, man kommer for at se - og blive set!
Skarven er sammen med Ølhallen ved siden af bryggeriet et kendt og traditionelt Tromsø-in-sted, hvor man ikke mindst holder den nordnorske fane og nordnorske mad- og drikketraditioner i hævd. Således også på toiletterne, hvor man ikke mødes af sterile piktogrammer, men derimod de svingende nordnorske betegnelser Mannfolk og Kjerringer. Kjerringer er sådan et dialekt-udtryk for kvinder. Det kan vel bedst oversættes som kællinger, men i ordets allermest positive betydning - som i Flemming Flindts ballet Vidunderlige Kælling. Altså skulle den sag være i sin allerbedste orden.
Jeg må indrømme, at det er en rum tid siden, at jeg sidst besøgte etablissementet. Skuffelsen var derfor stor, da jeg opdagede, at Kjerringer var skiftet ud med det mere neutrale Kvinnfolk. Kvinnfolk og Mannfolk!
Direkte adspurgt indrømmede bartenderen, at det var frygt for den brutale norske ligestillings-mafia, der havde fået restauranten til at stryge den nordnorske fane og vælge en mere neutral betegnelse, som ikke kan støde folk fra Oslo uden tilstrækkeligt kendskab til den særegne nordnorske dialekt.
Politisk sikkert meget korrekt - men som altid når tingene bliver politisk korrekte uendelig kedeligt - og kønsløst!
Den nordnorske dialekt har ellers fået de norske domstoles blåstempel for udtryk, som i resten af landet opfattes som stærkt stødende. Således blev en nordlænding for et par år siden frikendt for at have kaldt en politibetjent for en hestekuk, som er et meget brugt udtryk for hingstens forplantningsorgan - og altså et skældsord. I dommens præmisser hed det, at udtrykket i Nordnorge er så almindeligt, at man som politi må tåle at blive betegnet som hestekuk i en situation, hvor nerverne og temperamentet er på højkant.
Nok om de nordnorske fortrædeligheder. I skrivende stund er jeg på Øland. I morgen er det Grønlands nationaldag, som vi planlægger at fejre sammen med det øvrige grønlandske samfund i Nordjylland på Lindholm Strandpark i Nørresundby. Mere herfra senere.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: